Her er Venner-stjernen i dag

Søndag fylder Lisa Kudrow 60 år

Udgivet Opdateret

Hun er hende den lidt skøre fra tv-serien "Venner".

Hende med de spøjse sange og en meget umiddelbar tilgang til livet.

Komedieserien stoppede for snart 20 år siden, men de fleste forbinder nok stadig den polsk-amerikanske skuespiller Lisa Kudrow med karakteren Phoebe fra "Venner".

Søndag 30. juli fylder Kudrow 60 år, og hun kan skrive meget andet end "Venner" på cv'et.

Ikke et tilfælde

Det var langtfra tilfældigt, at det netop var inden for komediegenren, at hun slog igennem.

Hun fandt som ung, efter at hun havde færdiggjort en bachelor i biologi, vej til en teatergruppe, hvor de øvede improvisationens kunst.

Her dygtiggjorde hun sig, før hun for alvor fandt vej til tv-skærmene med sin mindre, men dog tilbagevendende rolle som en forvirret og inkompetent tjener i tv-serien "Vild med dig".

Og kort tid senere - i 1994 - fik hun så sit livs rolle i "Venner", der blev hendes helt store gennembrud.

Hun excellerede mildest talt som Phoebe.

Lisa Kudrow har en bachelor i biologi, men valgte i stedet at gå skuespillervejen. Søndag 30. juli fylder den polsk-amerikanske skuespiller 60 år. (Arkivfoto).
Lisa Kudrow har en bachelor i biologi, men valgte i stedet at gå skuespillervejen. Søndag 30. juli fylder den polsk-amerikanske skuespiller 60 år. (Arkivfoto).

Nomineret seks gange

Hele seks gange blev hun nomineret til en Emmy - den mest prestigefyldte tv-pris - i kategorien Bedste Kvindelige Birolle i en komedieserie. En af gangene gik hun fra prisuddelingen som vinder.

Sideløbende havde hun også gang i andre projekter og var med i flere populære komediefilm såsom "Romy and Michele's High School Reunion" fra 1997 og "Helt uden skrupler" fra 1998.

Overvejende har Kudrow gjort karriere i komediens tegn.

Hurtigt i gang igen

Efter at "Venner" sluttede i 2004, var hun hurtigt i gang igen.

I 2005 skabte hun komedieserien "The Comeback", hvor hun selv var hovedrolleindehaver.

Den kørte helt frem til 2014 og sikrede hende ad to omgange på ny nomineringer til Emmy-statuetter.

Og så har hun været med i et hav af komediefilm - i både større og mindre roller - ligesom hun også ofte viser sine evner som stemmeskuespiller i animerede serier og film.

Privat er hun gift med Michel Stern, som hun har voksen søn sammen med.

Powered by Labrador CMS