Her er Lindes nye tjans

Den tidligere X Factor-vært skal stå i spidsen for den første danske sæson af Prime Video-programmet "Lol: Den der ler sidst"

Udgivet Opdateret

Efter otte sæsoner takkede Sofie Linde af som X Factor-vært i marts, og nu er hun klar til det næste store kapitel i sit arbejdsliv.

Sofie Linde skal nemlig stå i spidsen for den første danske sæson af Prime Video-programmet "Lol: Den der ler sidst".

Det annoncerer Prime Video i en pressemeddelelse.

Autentisk komik

- Det har været en succes over hele verden i årevis, og vi håber, at det danske publikum også vil elske det, siger Karin Lindström, der har titlen Head of Originals hos Prime Video i Norden, i pressemeddelelsen.

Den globale underholdnings-franchise 'LOL: Den der ler sidst' bliver udvidet til Danmark med Sofie Linde som vært. (Arkivfoto).
Den globale underholdnings-franchise "LOL: Den der ler sidst" bliver udvidet til Danmark med Sofie Linde som vært. (Arkivfoto).

I programmet dyster ti danske entertainere mod hinanden om at holde masken. De skal forsøge at få hinanden til at grine, men selv undgå at trække på smilebåndet.

Underholdningsformatet er uden manuskript og vil derfor fremvise autentisk komik fra toppen af dansk underholdning, lyder det i pressemeddelelsen.

Højt niveau

- Seerne vil opleve nogle af deres danske yndlingskomikere i en helt ny og uforudsigelig konkurrence, hvor det ikke er tilladt at grine. Der er lagt op til underholdning på højt niveau, siger Karin Lindström.

Sofie Linde styrer løjerne, inden vinderen står tilbage.

Den, der ler sidst, får ud over titlen og æren en pose penge, som skal doneres til en velgørenhedsorganisation, de selv har valgt.

Fra børnevært til X Factor

Det bliver Sofie Lindes første job på Prime Video.

Den 33-årige prisvindende profil har siden 2019 kunnet ses på TV 2 som vært på "X Factor" og i byggeprogrammet "Linde på Langeland". 

Inden da var hun i en længere årrække ansat på DR, hvor hun i sin tid debuterede som børnevært.

"Lol: Den der ler sidst" får premiere på Prime Video senere på året.

Sofie Linde

Sofie Linde Ingversen, som er født d. 22. september 1989 i Aarhus, er en dansk tv-vært og forfatter.

Sofie Linde har været vært på DR Ramasjang og på DR Ultra. Hun medvirkede som ung i filmen 'Kærestesorger' af Nils Malmros, og hun er forfatter til bogen 'Fårking gravid - En fremmed flytter ind', som udkom i 2018.

Hun har vundet prisen som Årets tv-vært ved Zulu Awards fire år i træk, fra 2016 til 2019. I 2019 fik hun sammen med ægtefællen Joakim Ingversen prisen Årets Webstar.

null
Powered by Labrador CMS