Hele Danmarks Dirch Passer kunne være blevet 90 i dag

Den 18. maj ville den folkekære skuespiller og komiker Dirch Passer være fyldt 90 år.

Udgivet Opdateret

Dirch Passer kunne i dag være fyldt 90 år.

Han blev født på Københavns Kommunehospital i 1926.

Passer fik først opmærksomhed i Fiffer revyerne i slutningen af 40’erne. I årene 1955-1958 og igen i 1962 optrådte han i komikerduoen Kellerdirk Bros sammen med Kjeld Petersen, hvilket var med til at befæste hans position som en af Danmarks mest populære revystjerner.

Hans eneste seriøse rolle på teatret var i 1961, hvor Passer spillede den tilbagestående Lenny i “Mus og mænd” af John Steinbeck, overfor Ove Sprogøe. Desværre var Passers image som komiker så grundfæstet, at folk brast i latter så snart han viste sig på scenen, uden tanke for at det drejede sig om en tragisk rolle, hvilket Passer tog sig meget nær. Forestillingen blev trukket efter 11 forestillinger.

Da Kjeld døde

Øjeblikkeligt efter Kjeld Petersens død som 41-årig trak Dirch Passer sig fra teater og revy-scenen i 5 år. I disse år indspillede han en række film.

I 1967 stod Passer igen gå scenen i Cirkusrevyen , hvor han til sin egen overraskelse fik ny og voksende succes. Han fortsatte i Cirkusrevyen i syv år. Fra denne periode kan især makkerskabet med Preben Kaas fremhæves.

I 1976 og 1977 var han det store trækplaster i Holstebro revyen.

Dirch Passer i privaten

Dirch Passer har været gift to gange; fra 1950-1959 med skuespillerinden Sigrid Horne Rasmussen og fra 1970-1976 med reklametegneren Hanne Bjerre Pedersen. Han har desuden boet sammen med flere andre kvinder i længere tid, blandt andet kollegaen Judy Gringer, som han boede sammen med i 5 år. Han fik to børn – et fra hvert ægteskab. Dorte Passer og Josefine Passer.

Dirch Passer boede indtil sin død sammen med Bente Askjær. Bente Askjær var 26 år, da Dirch Passer døde. De fik seks lykkelige år sammen, inden han, 54 år gammel, faldt om i Tivoli Revyen i 1980. En måned senere skulle de have været gift. Brudekjolen var købt.

Dirch Passer døde den 3. september 1980 omkring klokken 21.20 på Københavns Kommunehospital af hjertestop efter at været faldet om på scenen umiddelbart inden Tivolirevyens forestilling. Han blev erklæret død efter cirka to timers genoplivningsforsøg. Han ligger begravet på Dragør Kirkegård.

Powered by Labrador CMS