Har skrevet enorme hits for andre
Ikonisk og legendarisk er ord så nedtrampede som smatten på en Roskildefestival. Men det er præcis, hvad Willie Nelson er, når han 29. april fylder 90
Når man som 89-årig vinder sin 12. Grammy-statuette for årets bedste countryalbum, kunne man godt grine grundigt hele vejen hen til plejehjemmet.
Men for veteranen Willie Nelson, der 29. april fylder 90 år, bliver plejehjemmet nok aldrig aktuelt.
Og hans Grammy for "A Beautiful Time" fra februar i år er blot endnu én i et langt livs svimlende mange hædersbevisninger.
Lange lokker
Den amerikanske countrylegendes lange lokker er for længst visnet til hvid fra rød.
Men de er der endnu, ligesom energien, der intet fejler. Han bliver bare ved at skrive og indspille sange og lave koncerter.
Texaneren har brilleret som sanger, sangskriver, guitarist, skuespiller og politisk aktivist.
Han har udført et imponerende ambassadørjob for countrymusikken og nedbrudt grænserne til et publikum, som ellers typisk rynkede på næsen af de sentimentale sange fra Nashville.
Afstikker til reggae
Willie Nelson har skubbet til konventionerne og rakt ud efter andre genrer for løbende at forny sit udtryk.
Det ene øjeblik lænede han sig op ad jazzguitaristen Django Reinhardt, så var der et samspil med rapperen Snoop Dogg, derefter en afstikker til reggae, og så et dyk ned i Bob Wills western swing.
I 1980'erne indspillede han sågar duetten "To All the Girls I've Loved Before" med smørtenoren Julio Iglesias.
Cherokee-stammen
Nelson med rødder helt tilbage til blandt andet Cherokee-stammen, deraf fletningerne, oplevede sine første succeser i 1960'erne som sangskriver.
Han har skrevet enorme hits for andre såsom "Crazy" til Patsy Cline, "Funny How Time Slips Away" til Billy Walker og "Night Life" til Ray Price.
Hans folkelige gennembrud som kunstner kom i starten af 70'erne. Her var han en af frontfigurerne i en bevægelse, der blev set som en slags oprør mod stivnet country.
En dyd ud af druk
Frie og fredløse brandede de sig på at gøre en dyd ud af druk og andre udskejelser, som de så skrev sange om.
Med sange som "Me and Paul", "On the Road Again" og "Yesterday's Wine" gav han både traditionalisterne og rockfans noget, de ikke kunne stå for.
I 1980'erne dannede Nelson og Jennings sammen med Johnny Cash og Kris Kristofferson en slags supergruppe, The Highwaymen.
I 1990'erne nåede han nye højdepunkter kommercielt og kunstnerisk med "Across the Borderline" og derefter "Teatro."
Kæmpet for hestes velfærd
Willie Nelson har undervejs i sin lange og fortsat aktive karriere involveret sig i mange slags velgørenhed.
Han har støttet trængte landmænd med sin årlige Farm Aid, kæmpet for hestes velfærd og for biobrændsler. Under corona livestreamede han en stribe støttekoncerter for dem, der havde tabt penge under krisen.
Som det pothoved, han også er kendt som, har han i årtier været en aktiv forkæmper for liberaliseringen af marihuana.
Syv børn
Ud over musikken har Nelson medvirket i mere end 30 film.
Foretagsomheden gælder også privatlivet. Han er gift for fjerde gang og siden 1991 med Annie D'Angelo, og han er far til syv børn.