Håndboldstjernen var klar til at dø

Lars Rasmussen fik for ni år siden stillet diagnosen ADHD-autisme og det ændrede hans liv

Offentliggjort

EM i herrehåndbold står for døren, og Lars Rasmussen var engang en del af det glorværdige danske hold, der siden 2008 har kunnet fejre mange store triumfer.

For 12 år siden trak den tidligere fløjspiller på 173 centimeter sig tilbage fra den aktive håndboldkarriere for at hellige sig trænerjobs på topniveau.

Tog en ny vej

Lars Rasmussen

Men i dag laver han noget helt andet.

- For fem år siden valgte jeg at gå en ny vej, hvor jeg ville gøre en forskel for folk, der har det ligeså svært, som jeg selv har haft det, sagde den 49-årige tidligere håndboldstjerne til Kendte.dk ved Pluto TV’s snigpremiere på ’Heartless’ i Moviehouse Hellerup.

Langt nede

Lars Rasmussen blev sent i livet diagnosticeret med ADHD-autisme.

- Jeg blev udredt for ni år siden, hvor jeg var så langt nede, at jeg ikke havde lyst til at leve længere, men efterfølgende har jeg rejst mig igen, forklarede han videre.

Sportskommentatoren på Pluto TV har siden skrevet bogen ’What the Fuck, Lars?’, hvor han fortæller om sit liv med diagnosen, og hvad den gjorde ved ham.

Hjælper unge med udfordringer

– Jeg har fået oprettet en foredragsvirksomhed, hvor jeg taler om ’Alle kan blive til noget, hvis bare man får lov’. Her hjælper jeg også unge med udfordringer.

Lars Rasmussen har desuden et par unge klienter fra det offentlige system, som han hjælper på vej.

– Det handler ikke om at være den bedste, men om at gøre sit bedste. Det er et af mine budskaber til unge, der har det svært, tilføjede han.

– Jeg finder styrkerne i mennesker og får dem til at bevise, at de godt kan.

Powered by Labrador CMS