Håndbold og holdninger gik hånd i hånd
Per Skaarup markerede sig som håndboldspiller, træner og en, der ikke frygtede at give sin mening til kende
Den tidligere landsholdsspiller i håndbold Per Skaarup var ingenlunde bange for at give sin mening til kende.
Og han var i særdeleshed ikke skræmt fra at blande sport og politik.
Det var således tæt på i Per Skaarups øjne at være pinligt, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen i 2008 truede med at blive væk fra OL-åbningsceremonien i Beijing.
Han syntes bestemt også, at man skulle boykotte en fodboldlandskamp mod Israel i 2002, hvis man skulle kunne påvirke situationen i Mellemøsten.
Lang tid før det stod Per Skaarup, der søndag 6. juli fylder 70 år, i spidsen for en flok landsholdsspillere, som havde deres meningers mod.
"Idræt for fred"
Ved OL i 1984 havde han sammen med nogle kolleger trøjer med, hvor der stod "Idræt for Fred" på fem forskellige sprog eller "Nej Til Atomvåben".

De klæbede desuden mærkater med hvide duer på deres id-kort, og Per Skaarup var tæt på at blive sendt hjem fra sommerlegene, har han berettet.
Per Skaarups håndboldkarriere tog fart i 1980, da han med det danske herrelandshold deltog ved OL.
Fire år senere fik han chancen igen, da det danske landshold, kendt som de bolsjestribede, endte på en fjerdeplads.
Kommentator
Skaarup har favnet sporten bredt. Først som landsholdsspiller, senere som kommentator på DR og som træner for FIF's håndboldkvinder.
Ved siden af håndbolden uddannede Skaarup sig til lærer, og livet tog en noget anden drejning, da han blev anklaget for at have slået en elev.
Østre Landsret frikendte håndboldmanden i 2009.
Forment adgang
I Københavns Byret blev han forinden idømt 30 dages betinget fængsel for slag mod en elev under en ekskursion til Orlogsmuseet i København.
Han blev under sagen fritaget for tjeneste og forment adgang til skolen, hvor han var ansat.
- Pludselig blev jeg hevet ud af skolen, og følelsen af at bidrage med noget blev taget fra mig, sagde han til folkeskolen.dk efter frifindelsen.
Udløste depression
Skaarup fik som følge af sagen en depression, som han måtte have hjælp til at komme ud af.
Han var ifølge eget udsagn gået "helt ned med flaget", hvis ikke han havde haft gode venner omkring sig.
Han er far til Rikke Skaarup, der også prøvede kræfter med håndbolden, indtil en korsbåndsskade satte en stopper for hendes karriere.