Han udlever drømmen
Kristian Hegaard har trods sine kun 30 år allerede været aktiv i politik i mange år. Han har arbejdet for at vise, at man kan nå langt med et handicap.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvis det her er en drøm, så væk mig endelig ikke.
Disse ord står at læse øverst på Kristian Hegaards Twitter-profil som et såkaldt fastgjort tweet.
Artiklen fortsætter under videoen
Ordene er skrevet af ham dagen efter folketingsvalget i juni 2019, hvor han blev valgt ind for De Radikale i Nordsjællands Storkreds med 1945 personlige stemmer.
Valget blev den foreløbige kulmination på den politiske karriere for Kristian Hegaard, som mandag den 18. januar fylder 30 år.
Har ikke været let
Vejen mod toppen af dansk politik har nemlig ikke været let for det mangeårige byrådsmedlem i Fredensborg Kommune.
– Det stod ikke skrevet i kortene, at jeg skulle blive medlem af byrådet og Folketinget.
– Men jeg vil gerne vise, at et handicap ikke er en begrænsning for, hvad man kan, sagde han til Uniavisen i november 2017 i forbindelse med det seneste kommunalvalg.
På det tidspunkt havde han allerede otte års erfaring fra byrådet i Fredensborg Kommune bag sig, ligesom han tidligere i 2017 havde vikarieret i to en halv måned i Folketinget for partifællen Martin Lidegaard.
Kristian Hegaard er født med en sjælden knoglesygdom, som gør, at han sidder i kørestol.
Da han gik i 9. klasse, var han indlagt i 30 dage på Rigshospitalet efter en operation.
Under sin indlæggelse så han mange debatter på Folketingets tv-kanal, og det var her, at hans politiske interesse for alvor blev vakt.
Et stort øjeblik
Derfor var det også et stort øjeblik for Kristian Hegaard, da han 1. november 2019 for første gang kunne indtage Folketingets talerstol som den første kørestolsbruger.
Det skete, efter at Folketinget var blevet gjort mere handicapvenligt.
– At komme herop er et lille rul for mig, men jeg håber, at det er et stort rul for, at endnu flere kan få de muligheder, jeg har fået.
– At endnu flere kan opnå deres drømme og skabe håb, uanset hvilke forudsætninger man har. At vi gør Danmark til mulighedernes land, sagde Kristian Hegaard fra talerstolen.
Den cand.jur.-uddannede politiker har på sin korte tid i Folketinget vist, at han ikke er bange for at tage en konfrontation eller to.
Han har som De Radikales retsordfører markeret sig som en markant modstander af dele af regeringens politik på det retspolitiske område, blandt andet i forhold til fremmedkrigere og øget overvågning i det offentlige rum.