Halloween er højtiden: Men kender du reglerne?

Hvornår er det halloween? Få svar på alle dine spørgsmål om Halloween - eller allehelgensaften, som det rettelig hedder.

Udgivet Opdateret

Hvornår er det halloween? Det er der åbenbart en del uenighed, men faktisk er der ikke ret meget at være uenige om, for det ligger helt fast. Halloween – eller allehelgensaften, som det hedder på dansk – falder altid på dagen før allehelgensdag. Den 31. oktober.

Det er dog ikke det eneste, der er værd at vide om højtiden, der efterhånden vinder større og bedre indpas i Danmark. Mange skælder og smælder over amerikaniseringen, men faktisk har vi også i Danmark tidligere holdt allehelgensaften og -dag. Det blev afskaffet ved helligdagsreformen af 1770.

I forbindelse med halloweens tilbagetog i Danmark er det dog den amerikanske version, som fulgte med skotske og irske immigranter i det 19. århundrede, som vi beskæftiger os mest med. Det betyder græskarlamper og slik-fest.

Men i takt med amerikaniseringen er der også fulgt nogle regler med. De regler, som efterleves i guds eget land, kan du se i galleriet over artiklen. Det amerikanske navn stammer i øvrigt fra “All hallows eve”.

Er det ulovligt at rasle?

Regeringens maskeringsforbud har sat gang i nogle ret interessante spørgsmål, for må man rent faktisk klæde sig ud, når børn landet over skal ud og rasle og sige “slik eller ballade?” hos spændte borgere.

Frygt ej, lyder meldingen dog. Ifølge Justitsministeriet er der nemlig indlagt undtagelser fra maskeringsforbuddet, der reelt er designet til at sikre, at kvinder ikke er iført burka.

Som justitsministeriet formulerer, så gælder forbuddet ikke, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål med at tildække sit ansigt. Helt konkrat gælder det for eksempel vintertøj i kulde, kostumer og masker, når der er karneval, fastelavn, halloween, udklædningsfest eller lignende. Jyllands-Posten spurgte efterfølgende justitsminister Søren Pape Poulsen om muligheden for at udnytte halloween.

“Men hvad hvis en kvinde i burka siger, ”hør jeg er på vej til fastelavn,” skal betjenten så vurdere, om han tror på det”, spørger avisen, og Poulsen svarer:

– Så kommer det an på om det er i juni eller i februar. Så vil han have en god idé om, om hun er på vej til fastelavn.

Halloween som film

Når de unge mennesker går rundt fra dør til dør, så gælder det om at være udklædt. Det er helt i orden at klæde sig ud som superhelt eller prinsesse, der er ingen krav om, at det skal være uhyggeligt. Uhyggeligt er det dog, når Michael Myers ifører sig den ikoniske maske fra Halloween-filmene.

Dem er der lavet 11 forskellige af med svingende succes.

Senest er en ny udgave kommet i 2018, og den er med Jamie Lee Curtis i rollen som Myers’ ønskeoffer – ganske som i den originale film fra 1978. Dengang stod legendariske John Carpenter bag den skræmmende film, men anno 2018 er det David Gordon Green, der står bag.

Filmen har fået blandede anmeldelser.

Powered by Labrador CMS