Godsejer mister kongelige ærestitler efter voldsdom
Hans Henrik Algreen-Ussing har givet afkald på ærestitler
Godsejeren Hans Henrik Algreen-Ussing har givet afkald på sine kongelige ærestitler som hofjægermester og kammerherre.
Det skriver kongehusets kommunikationsafdeling til Ekstra Bladet.
Det sker, efter at Algreen-Ussing, der har ejet Tirsbæk Gods i mere end 20 år, i sidste uge blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for grov vold og vanvidskørsel.
Straffesagen mod Hans Henrik Algreen-Ussing skyldes en episode, hvor han ville gribe ind over for en 16-årig dreng, der kørte ulovligt på godsejerens private grund.
Grov vold
Den 63-årige begik grov vold og gjorde sig skyldig i vanvidskørsel, slog Vestre Landsret fast onsdag i sidste uge.
Dommen var en skærpelse i forhold til en tidligere afgørelse fra Retten i Kolding.
I april 2024 mente byretten, at tre måneders betinget fængsel var det rigtige resultat.
Ville have taget dem fra ham
Det lyder desuden fra kongehuset, at det ville have frataget ham ærestitlerne "under alle omstændigheder".
Kammerherre og hofjægermester er ærestitler, som tildeles af den siddende regent.
Med titlerne følger eksempelvis bestemte uniformer, brocher eller en symbolsk nøgle, som indikerer, at man er bærer af de kongelige titler.
Ikke den eneste
Hofjægermestertitlen tildeles til udvalgte godsejere, mens titlen som kammerherre eller -dame oprindeligt var til en fremtrædende embedsmand med adgang til kongens gemakker - det er dog i nutiden blot en ærestitel.
Hans Henrik Algreen-Ussing er ikke den eneste, der har måtte vinke farvel til sine titler.
Erhvervsmanden Christian Kjær blev i 2019 også strippet for sine titler som hofjægermester og kammerherre samt sin titel som ridder af første grad af Dannebrogsordenen.
Det var den daværende siddende regent, dronning Margrethe, der fratog ham titlerne.
Påkørte vagt ved cykelløb
Det skete, kort efter at Kjær blev dømt for at have påkørt en trafikofficial, der holdt vagt ved et lokalt cykelløb i Hørsholm.
Christian Kjær nægtede sig skyldig og hævdede, at det var ham, der var blevet angrebet med en stav.
Lige meget hjalp det. Kongehuset besluttede at fratage ham titlerne, og dermed var han ikke længere selvskreven til dronningens selskaber.