Giver gode sygdomsråd
Line Baun Danielsen er rejst til sydens sol med andre kvinder efter brystkræftforløb
Line Baun Danielsen er rejst til sydens sol med 50 kvinder til to uger med træning, sund mad og masser af grin.
På Instagram har hun i den forbindelse delt sine erfaringer efter sit brystkræftforløb, og hvor hun har givet otte konkrete råd til andre, der står i samme situation.
- Søg en medicinsk forhåndsvurdering hos din forsikring, hvis du rejser under eller lige efter behandling. Så er du sikker på, at rejseforsikringen dækker, forklarede hun og påpegede, at det ellers kan blive en dyr fornøjelse.

Det gule rækker ikke
Hun mindede også om, at det blå sygesikringskort er et must, da det gule ikke rækker uden for Danmarks grænser.
Desuden anbefalede hun at beskytte sig ekstra mod solens stråler.
- Køb en UV-beskyttende top, og brug solfaktor 50 under tøjet. Brystet må ikke udsættes for sol, da det kan give misfarvning og strålefibrose, skriver hun.
Et kompressionsærme til flyrejsen kan forebygge hævelser, og hun foreslog at pakke både fed, uparfumeret creme og lindrende salver som lidokain eller cortison.
- Og vigtigst af alt: Nyd det, lød den afsluttende opfordring fra den tidligere tv-vært.