Gik flæbende fra scenen

En barndomsdrøm gik i opfyldelse for Heino Hansen, da han modtog stående applaus efter sit onemanshow. Men helt rørt reagerede han anderledes end planlagt

Heino Hansen nyder en aften ude til Zulu Comedy Galla. (Arkivfoto)
Heino Hansen nyder en aften ude til Zulu Comedy Galla. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Selv om komikeren Heino Hansen har været i branchen i en del år efterhånden, så er det først nu, at han er ude med sit første onemanshow.

Da han for nylig optrådte i sin hjemby, Næstved, blev showet afsluttet til stående ovationer, og det rørte den ellers så rutinerede komiker.

- Jeg måtte vende mig om på scenen, fordi jeg var ved at flæbe. Jeg har aldrig prøvet at få stående applaus før, fortæller Heino Hansen på den røde løber til årets Zulu Comedy Galla.

- Inden havde jeg da gjort mig tanker om, hvordan jeg ville håndtere sådan en situation. Jeg havde tænkt, at jeg ville droppe showmanden og være helt oprigtig og fortælle publikum, hvor meget det betød for mig. Men det knækkede mig fuldstændig - på den gode måde.

- Jeg fældede en tåre og syntes, det var akavet, så jeg vendte mig om. Jeg sagde: "Tak for i aften. I skal vide, at jeg er glad. Men jeg går ud nu", fortæller Heino Hansen.

Videre på farten

Efter triumfaftenen er Heino Hansen videre ude på farten med sit selvbetitlede onemanshow.

Imens bliver hans hustru, juristen Cecilia, hjemme og fortsætter sin barsel med parrets anden søn, som er sluttet sig til familien, der også består af storebror Ferdinand.

- Jeg er væk de næste tre dage for at lave shows, og der kan jeg allerede godt se, at hun får travlt, lyder det fra Heino Hansen.

- Så når jeg er til Zulu Comedy Galla, så får jeg dårlig samvittighed. Det rammer mig, siger han.

BLÅ BOG: Heino Hansen

Født: 12 september 1984 i Næstved

Profession: Stand-up komiker og radio-vært på The Voice.

Han er kendt fra flere standupshows og har samarbejdet med Jakob Svendsen ved flere lejligheder.

TV-optrædener:

Komedieserien Tung Metal på TV 2 Zulu, hvor han spillede Kim

Sæson 2 af zHit-paraden på TV 2 Zulu

100 ting der er galt med mænd på DR3

Rod i køkkenet på Kanal 5

Stormester på TV 2, 3. sæson

Privat:

I sommeren 2018 blev han gift med Cecilia. Parret havde været sammen siden 2014.

Parret fik deres første søn i 2019. I foråret 2021 fik de endnu et barn.

Kilde: Heinohansen.dk, Wikipedia, TV2 Zulu
Powered by Labrador CMS