Fylder rundt i dag

Politikens chefredaktør startede som avisbud, begyndte selv at skrive til lokalavisen og er endt helt i top i mediebranchen. Nu fylder Christian Jensen 50 år

Offentliggjort Sidst opdateret

Hans interesse for journalistik begyndte med en begejstring for lugten af tryksværte, da han som dreng var avisbud.

Han fik tilkæmpet sig en plads på den lokale avisredaktion i hjembyen Grindsted allerede som teenager, hvor en tålmodig redaktør tog ham ind.

Senere blev han uddannet journalist og siden røg han helt til tops i den danske mediebranche.

Fredag den 3. juni fylder chefredaktør på Politiken Christian Jensen 50 år.

Stor afsløring

Som journalist på Berlingske - der dengang hed Berlingske Tidende - i starten af sin karriere i 1999 var han med til at skrive dansk pressehistorie.

Den handlede om, at skibsreder A.P. Møller under Anden Verdenskrig gennem Riffelsyndikatet solgte våben til tyskerne.

Historien om et af dansk erhvervsliv største navne vakte opsigt. Efterfølgende solgte A.P. Møllers søn, Mærsk McKinney Møller, familiens 14 procent store aktiepost i det daværende Berlingske Officin.

Men trods de problemer, det afstedkom for avisen, har hverken Christian Jensen eller hans tre medskribenter fortrudt, at de skrev historien, har han siden fortalt i interview.

Historien skulle fortælles

- Jeg kunne mærke, at alt det rationelle tilsagde: Gå væk fra den historie, det er kun problemer. Det var rationalet, og det var et rigtigt rationale. Men intet, intet, kunne være mere forkert, end hvis vi havde forlænget det rationale til virkelighed. Den historie skulle fortælles. Og den blev fortalt, har han fortalt fagbladet Journalisten.

Christian Jensen er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole med praktikophold på Jyllands-Posten.

Han blev ansat på Berlingske Tidende, hvor han siden blev søndagsredaktør og nyhedschef. I 2010 blev han chefredaktør på dagbladet Information.

Siden 2016 har han været chefredaktør på Politiken.

Læste bøger om morgenen

Sideløbende med journalistikken har Christian Jensen også holdt fast i en glødende interesse for skønlitteratur.

Den dyrker han blandt andet ved at stå op klokken 04.45 hver dag og vie dagens første time til at læse i et litterært værk, har han fortalt i flere interview.

Favoritterne er "Ulysses" og "Lykke-Per", som han genlæser hvert tiende år.

Gemte sig på biblioteket

Interessen for litteratur fik han som dreng, da han i en periode, hvor faderens alkoholmisbrug gjorde hjemmet utrygt, gik på biblioteket hver dag efter skole.

Her pløjede han sig først igennem hylderne med børnebøger, siden åbnede en større verden af litterære klassikere sig for ham.

Christian Jensen er gift med journalist Nina Ørum. De har tre børn.

Fredag den 3. juni fylder chefredaktør på Politiken Christian Jensen 50 år. (Arkivfoto).
Fredag den 3. juni fylder chefredaktør på Politiken Christian Jensen 50 år. (Arkivfoto).

CHRISTIAN JENSEN

Christian Jensen er en dansk journalist og redaktør. Han var ansvarshavende chefredaktør på Dagbladet Information fra 2010 til 2016, hvor han skiftede til stillingen som ansvarshavende chefredaktør på Politiken.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS