Fra jern-lady til bogholder

Heidi Astrup, der tirsdag 31. maj fylder 50 år, savner tiden som professionel håndboldspiller. I dag arbejder hun som bogholder, mens håndbolden følges på tv

Udgivet Opdateret

Hun var dominerende på det måske bedste og mest stabile håndboldhold i Danmark nogensinde.

Heidi Astrup, der tirsdag 31. maj fylder 50 år, havde særstatus på det Viborg HK-hold, der op gennem 1990'erne og 00'erne dominerede dansk kvindehåndbold med Slagelse som en kortvarig udfordrer til den titel.

Astrup var orkesterleder i angrebet, hvor hun spillede holdkammeraterne fri eller tyrede bolden i mål med sine standskudsmissiler. 

Og så var hun tæt på fejlfri i disciplinen straffekast.

Savner sammenholdet

I dag savner hun sammenholdet og nerven ved at spille om DM-titler eller Champions League-guld.

- Nogle glemmer håndbolden fra den ene dag til den anden, når de stopper karrieren, og jeg har det omvendt. Jeg har savnet den fra første øjeblik, siden jeg stoppede. Jeg havde jo egentlig lyst til at spille videre.

- Det der med at spille kampe, når der er noget på spil i elitesport, det er svært at lægge fra sig, siger Heidi Astrup.

Heidi Astrup skød hårdere end de fleste. Her ses hun under Champions League-finalen i 2006 mod Krim. Viborg endte med at vinde dobbeltopgøret med 44-43.
Heidi Astrup skød hårdere end de fleste. Her ses hun under Champions League-finalen i 2006 mod Krim. Viborg endte med at vinde dobbeltopgøret med 44-43.

Hun fortæller, at hun fortsatte med at spille håndbold på "hyggeniveau" indtil for cirka et år siden.

Bortset fra korte afstikkere til Aalborg og japanske Chateraise undervejs optrådte Astrup for Viborg i hele sin professionelle karriere fra 1989 til 2007.

Comeback

I 2014 fik hun et uventet comeback, da hun hjalp et skadesplaget Viborg-hold i en ligakamp mod Team Esbjerg.

Astrup har været med til at vinde ni danmarksmesterskaber og en Champions League-titel med Viborg. 

Hun var også med, da de jernhårde ladies brød lydmuren ved at vinde OL-guld i Atlanta.

Selvvalgt var hendes landsholdskarriere kortere, end hvad talentet berettigede til. Hun stoppede således på landsholdet efter EM i 1996, men gjorde kortvarigt comeback i 2007. 

I alt spillede hun 104 landskampe for Danmark.

Job som bogholder

Efter karrierestoppet i håndboldhallen har hun arbejdet som bogholder. 

Siden 2011 er det foregået i den Viborg-baserede ejendomskoncern Bach Gruppen.

Sideløbende følger hun favoritsporten tæt.

- Jeg ser alt det håndbold, jeg kommer i nærheden af hjemme på tv. Og så ser jeg Viborgs kampe i det omfang, jeg kan komme afsted til det, siger Heidi Astrup.

Powered by Labrador CMS