Første navn klar til Toppen af poppen

Malte Ebert - der tidligere optrådte som fænomenet Gulddreng - kalder programmet et genialt koncept.

Malte Ebert – Gulddreng – er klar til Toppen af poppen. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Snart stimler syv etablerede artister sammen til musikalsk topmøde og fortolker hinandens numre i 11. sæson af TV2’s uhyre populære program “Toppen af poppen”.

På årets hold finder man blandt andre musikeren Malte Ebert, der frem til vinteren 2018 optrådte som det ekstravagante fænomen Gulddreng, som smadrede hitlisterne og streamingtjenesterne med sange som “Model” og “Se mig nu”.

I DR3-dokumentarserien “Gulddreng vs. Malte” smed han masken og viste sit sande jeg og har siden udgivet sange under eget navn. Så derfor er timingen god i forhold til at medvirke i “Toppen af poppen”, lyder det fra Malte Ebert.

– Det er en sjov og spændende udfordring. Jeg er et sted nu, hvor jeg kan bidrage med Gulddreng-sange og mine sange i eget navn. Og så synes jeg, at det er et super fedt hold, der er med, siger han og fortsætter:

– Og så er det fedt at være med i et program, hvor det er musikken, der er i fokus. Professionelle musikere, der fortolker hinandens sange – genialt koncept, lyder det fra Malte Ebert.

Spændt på opgaven

Den populære hitmager har virkelig nørklet med at udvælge de helt rigtige sange at fortolke foran sine musikalske kolleger.

– Det er super fedt at få sådan en opgave, men også lidt nervepirrende at skulle spille en sang for den, der har skrevet og sunget den tusindvis af gange, medgiver han, men tilføjer, at det bliver totalt fedt.

– Jeg glæder mig til at hænge ud med dem, jeg i forvejen kender, og til at møde dem, jeg ikke kender. Det er altid en fornøjelse at møde andre, der har samme passion. Man ved, at man som minimum har én ting til fælles.

Powered by Labrador CMS