Forsanger fik Covid-19: Troede det var slut

Marc Almond frygtede, at hans stemmebånd tog permanent skade efter ny coronavirus-smitte.

Marc Almond fra Soft Cell har haft sit bøvl med Covid-19. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

I et eksklusivt interview med den engelske avis Mirror fortæller Marc Almond, forsanger i bandet Soft Cell, at han har været alvorligt syg smittet med Covid-19, der fortsat er i stort udbrud verden over.

Faktisk var han så syg, at han frygtede permanent skade på hans arbejdsmæssigt vigtigste funktion. Nemlig stemmebåndet. Det fortæller han til avisen. Han er stadig ikke overbevist om, at han ikke har lidt vedvarende skader.

– Jeg var i første omgang syg nogle uger, og det var frygteligt. Der var nogle dag, hvor jeg var alvorligt bekymret. Nu er vi fem måneder senere, og jeg får stadig symptomer. Der går nogle dage, hvor jeg har det fremragende, og så bliver jeg udmattet ud af det blå og får vejrtrækningsproblemer, siger den 63-årige sanger.

I Det Forenede Kongerige herunder England, hvor Almond stammer fra, er der onsdag registreret 41.466 coronarelaterede dødsfald.

Fik tjekket båndet

Selvom det efterhånden er længe siden manden bag store hits som Tainted Love og Say Hello, Wave Goodbye var allermest syg, så fik han dog for nylig et reelt chok, så han måtte tilbage til hospitalet og blive tjekket.

– Jeg var i gang i studiet, hvor jeg indspillede nogle vokaler. Nogle gange lyder det helt fantastisk, andre dage er min vokal underlig, siger han og forklarer, at han altså frygtede permanent skade på stemmebåndet.

Det fejlede heldigvis ikke noget.

– Det er mine bihuler, der er kraftigt skadet, så i en måneds tid skal de plejes. Det er jo ingenting i forhold til, hvad andre er gået i gennem. Forhåbentlig kommer jeg over det, siger Almond.

Powered by Labrador CMS