Forlovet foran farens grav

Skuespilleren Simone Lykke blev dybt overrasket af kæresten 

Offentliggjort

Bryllupsklokkerne kimer i kendisland.

Skuespilleren Simone Lykke var i gang med at pynte farens gravsted med flag i anledning af hans 66-års fødselsdag, intetanende om at hendes kæreste, procesoperatør Marcel Gottrup, sad bag hende og forberedte sig på at levere en overraskelse af den største slags.

Et frieri.

Simone Lykke endte med at give det, hun beskriver som det nemmeste ja.

Det fortæller den danske skuespiller i et opslag på Instagram.

I sin fars ære

- Jeg er så lykkelig og dybt rørt. Han kunne ikke have gjort det på en mere hjertelig og romantisk måde. Og så i min fars ære, skriver Simone Lykke i opslaget, hvor hun har lagt en video op af selve frieriet.

I flere måneder havde kæresten forberedt at fri til den 38-årige kendis, der blandt andet er kendt fra Netflix-thrilleren "Kastanjemanden" og krimien "Alfa".

Sammen har de døtrene Palma og Wilma, som det nu forlovede par vil overbringe nyheden til.

- Jeg er forlovet med verdens mest vidunderlige mand! Sorry, girls, lyder det i slutningen af Simone Lykkes Instagram-opslag, hvor hun afslører, at kæresten Marcel Gottrup har friet.

- Jeg er den heldigste kvinde i universet. Og så genskaber vi øjeblikket herhjemme, når vi henter pigerne, så de kan opleve far fri til mor. Ej, men knib mig lige i armen, skriver Simone Lykke videre i Instagram-opslaget efterfulgt af en emoji, der græder af glæde, samt et hjertesymbol.

Første kæreste

Det kommende ægtepar har kendt hinanden helt tilbage fra folkeskolen. Marcel Gottrup var også Simone Lykkes første kæreste, fortalte hun til Se og Hør i december 2022.

Inden havde de ellers ikke haft kontakt med hinanden i 20 år.

- Men for tre år siden begyndte vi at skrive sammen på Facebook, og nu venter vi vores andet barn, sagde Simone Lykke dengang til ugebladet.

Powered by Labrador CMS