Folketingets åbning: Kongehuset er på plads

En ny folketingssæson åbner traditionen tro den første tirsdag i oktober med statsministerens åbningstale.

Udgivet Opdateret

Ifølge Grundloven skal Folketinget hvert år åbnes den første tirsdag i oktober.

Det markerer begyndelsen på et nyt folketingsår.

Klima, sundhed og tilbagetrækning ventes at blive omdrejningspunkter i statsminister Mette Frederiksen (S) første åbningstale. Ved valget 5. juni kom rød blok til magten.

I galleriet over artiklen kan du læse mere, om hvordan åbningsdagen foregår.

Efter otte år vil Zenia Stampe rejse sig for dronningen

Alting har en ende.

Således vil kulturordfører Zenia Stampe (R) for første gang rejse sig i respekt for dronning Margrethe, når Folketinget åbner tirsdag middag.

Hun er dog fortsat republikaner og vil kæmpe for at afskaffe kongehuset, men efter i otte år at have listet sig ind på sin plads efter dronningens ankomst, er hun nu færdig med det.

– For første gang i otte år vil jeg gå ind med de andre. Jeg tror, alle er klar over, at jeg er republikaner.

– Alt har sin tid, og jeg har gjort det i otte år for at fortælle alle, at der er republikanere i Folketinget, men jeg behøver ikke markere det på den måde længere, siger Zenia Stampe.

Tiderne skifter

Siden hun for første gang blev valgt til Folketinget i 2011, har hun undladt at være i Folketingssalen og at rejse sig for dronningen, når den royale familie deltager i den traditionsbundne dag.

Men nu er tiderne skiftet.

– Vi gør alting sammen i folketingsgruppen. Der har været dette ene område, hvor jeg gik enegang. Der har ikke været utilfredshed, og ledelsen har ikke bedt mig gøre noget anderledes.

– Men jeg synes, udgangspunktet er, at vi gør ting sammen, og nu har jeg gjort dette i otte år, siger Zenia Stampe.

De Radikales leder, Morten Østergaard, har ingen kommentarer til det, men siger, at Stampe har sagt det til ham. Han har ikke haft noget med beslutningen at gøre.

Plads til debat om kongehuset

Zenia Stampe understreger, at det altid har været gjort med respekt.

– Vi har altid gjort en dyd ud af at liste ind for ikke at være for demonstrativ, og jeg er ikke engang sikker på, at dronningen har lagt mærke til det. Debatten om kongehuset har været fin, og den håber jeg vil fortsætte, siger Zenia Stampe.

Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, ser det ikke som sin opgave at fortælle medlemmerne, om de bør rejse sig eller ej.

– Det må ethvert medlem gøre op med sig selv. Ved tidligere åbninger har det været sådan, at medlemmer med republikansk sindelag har stået ude i siden og skyndt sig ind i salen, når vi andre satte os ned.

– Når det nu skal være, er det egentlig en behændig måde at markere sin holdning på, lyder det i en skriftlig kommentar.

Erhvervsordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) oplyser i en sms, at hun fortsat vil liste sig ind på sin plads, når den royale familie har indtaget deres i Folketingssalen.

Også Enhedslisten er imod traditionen med at rejse sig for kongehusets medlemmer.

Powered by Labrador CMS