Filmkritiker om Robert-uddeling: -De unge og debutanternes år

Debutfilmen "Vinterbrødre" er en af topscorerne ved årets Robert-uddeling med 15 nomineringer.

Fenar Ahmads film “Underverden” er nomineret 15 gange ved søndagens Robert-uddeling. Foto: Scanpix/Asger Ladefoged (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Den danske filmbranche uddeler søndag aften ved Robert-uddelingen 30 priser til det bedste inden for film og tv det seneste år.

Et af kendetegnene er, at det er de unge og debutanternes år, lyder det fra Lise Ulrich, filmskribent og anmelder hos Soundvenue.

– Det er virkelig et år, der viser, at der er en ny generation på vej i dansk film. Fire af de fem nominerede til bedste film er simpelthen enten debutfilm eller andengangsfilm fra unge instruktører.

– Ikke nok med det er det film, som har klaret sig overraskende godt i biograferne, siger Lise Ulrich.

Nomineret til bedste film

Fenar Ahmads “Underverden” og Christian Tafdrups “En frygtelig kvinde” er nomineret til bedste film. Det er de to instruktørers anden spillefilm.

Derudover er de to debutfilm “Vinterbrødre” og “Mens vi lever” nomineret.

– Avaz-brødrenes debutfilm “Mens vi lever” er lavet på en bøjet femøre uden støtte fra filminstituttet og ligner et melodrama af Susanne Bierske-proportioner. Den har solgt rigtig godt, siger Lise Ulrich.

Derudover er debutanten Annika Berg nomineret til årets børne- og ungdomsfilm for sin film “Team Hurricane”.

Det viser ifølge filmkritikeren, at der sker noget for tiden i dansk film.

– Det vidner virkelig om, at der sker noget i undergrunden af dansk film. Noget talent, der ikke bare stikker i alle mulige forskellige retninger, men som faktisk også finder et publikum, siger hun.

To film markerer sig

Ved aftenens prisuddeling markerer særligt to film sig som topscorer med hver 15 nomineringer – “Underverden” og “Vinterbrødre”.

Det er to film, som nærmest ikke kunne være blive forskellige, påpeger Lise Ulrich. Den ene er eksplosiv genrefilm, mens den anden er en stilfærdig kunstfilm.

– Fenar Ahmads “Underverden” er rigtig actionladet krimi, en rigtig genrefilm, som vi ikke ser så mange af herhjemme. Den dykker ned i et indvandrermiljø, en hård historie om en hård mand.

– Den anden, Vinterbrødre, er et lille knugende drama om to brødre, der arbejder i et kalkbrud af alle steder. Det er en lille kunstfilm. Den har sparsom dialog, men den er en rigtig sanselig oplevelse, siger hun.

Filmkritikeren påpeger:

– Det er nærmest umuligt at pege på en favorit, fordi de kan noget så forskelligt.

Robert-uddelingen begynder klokken 18.30, hvor skuespilleren Paprika Steen vil være vært.

Læs her et udpluk af kategorierne og de nominerede:

* Årets danske spillefilm:

“Den utrolige historie om den kæmpestore pære”.

“En frygtelig kvinde”.

“Mens vi lever”.

“Underverden”.

“Vinterbrødre”.

* Årets børne- og ungdomsfilm:

“Danmark”.

“Den utrolige historie om den kæmpestore pære”.

“Jeg er William”.

“Sikke et cirkus”.

“Team Hurricane”.

* Årets instruktør:

Annika berg – “Team Hurricane”.

Christian Tafdrup – “En frygtelig kvinde”.

Fenar Ahmad – “Underverden”.

Hlynur Pálmason – “Vinterbrødre”.

Mehdi Avaz – “Mens vi lever”.

* Årets dokumentarfilm:

“At elske Pia”.

“De sidste mænd i Aleppo”.

“Land of the Free”.

“Venus – Let’s Talk About Sex”.

“VOLD – I kærlighedens navn”.

* Årets tv-serie:

“Arvingerne III”.

“Herrens veje”.

“Mercur”.

“Norskov 2”.

“Rita 4”.

Kilde: Danmarks Film Akademi.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS