Erkender mangler men går også i forsvar

Det er ikke skønsang, men Alphabeats EM-sang har et fængende omkvæd, siger landsholdsspillere

Thomas Delaney og resten af fodboldlandsholdet synger kor på EM-sangen “Danmarks Dynamite”. Kasper Schmeichel, Yussuf Poulsen og Pierre-Emile Højbjerg er desuden med til at synge et vers i sangen. Foto: Angelika Warmuth/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Spillerne på det danske fodboldlandshold tager avisernes lunkne anmeldelser af Danmarks EM-sang, “Danmarks Dynamite”, med ro.

EM-sangen, der er lavet i samarbejdet med popbandet Alphabeat og blev offentliggjort fredag, kommer kun til at vokse på folk, efterhånden som de har hørt den mange gange.

Sådan lyder det fra midtbanespillerne Thomas Delaney og Christian Nørgaard.

– Den skal lige sætte sig. Jeg kan godt synge den, og det er noget af det vigtigste ved en EM-sang. Der er et “catchy” omkvæd, så alle kan synge med.

– Om det er skønsang? Det vil jeg ikke kalde det, for vi er simpelthen ikke dygtige nok, siger Thomas Delaney med et grin.

Christian Nørgaard supplerer:

– Jeg synes, den er catchy. Den vokser, for hver gang man hører den, siger han.

Dybt uoriginal

Hos Jyllands-Posten bliver sangen kaldt fængende, men samtidig dybt uoriginal, og anmelderen mener ikke, at “teksten er en konfirmationssang værdig”.

Politikens anmelder kategoriserer sangen som “mere schlager end symfoni” og mener, at man bliver “rød og hvid i hele hovedet af den her sang”.

I Ekstra Bladet betegner anmelder Thomas Treo popbandets nummer som “et selvmål” og en “tabersang”.

På sarkastisk facon bemærker Christian Nørgaard, at spillerne har læst anmeldelserne.

– Jeg kan se, at den har fået gigantiske roser i medierne. Det er jo dejligt, når vi laver noget med et band, at folk tager godt imod det.

– Lad os se, om den ikke vokser på danskerne i løbet af sommeren, det kunne være fint med en sang, der bliver sunget blandt danskerne, siger Nørgaard.

Spillere synger med

Kasper Schmeichel, Yussuf Poulsen og Pierre-Emile Højbjerg er med til at synge et vers i sangen, men ifølge Thomas Delaney er det kun målmanden, man kan høre.

– Det kan ikke overraske nogen, at det er Kasper Schmeichel, som har stået forrest i den trio, som har sunget. Jeg kan ikke høre Yussuf Poulsen og Pierre-Emile Højbjerg synge, siger han.

Resten af landsholdet er med på kor. Under indspilningen var spillerne lidt generte, før de til sidst slog sig løs, siger Thomas Delaney.

– Det har været sjovt at være med til at producere den. Vi startede lidt som Bambi på glatis og ville ikke være med til at synge så højt og sådan, og til sidst kom der bedre stemning, og vi skrålede igennem.

– Det var en langsom start, og de kæmpede lidt med at få noget brugbart ud af os, men til sidst blev der både leveret luftguitar, dans, sang og skrål.

– Jeg er meget tilfreds med, at jeg stod langt tilbage i baggrunden, for der kommer altså ikke skønsang ud af min mund, siger han.

Powered by Labrador CMS