Endte som minister

Cv'et er propfyldt hos den tidligere Venstre-minister Helge Sander, der 27. august fylder 70 år. Foruden minister har han været borgmester og journalist.

De seneste år har den tidligere minister Helge Sander forgæves forsøgt at få et Formel 1-løb til Danmark. (Arkivfoto) – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der har været fart over feltet i Helge Sanders liv, selv om det ikke lykkedes ham at få Formel 1 til Danmark trods flere års ihærdigt arbejde.

Den tidligere minister for videnskab, teknologi og udvikling har dog ikke opgivet drømmen om at få motorsportens kongeklasse til Danmark.

Artiklen fortsætter under videoen

– Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer på et tidspunkt. Men det kommer til at tage længere tid, end jeg havde håbet på. Og det ser lidt svært ud lige nu, må jeg erkende, sagde Sander tidligere på året, da det stod klart, at S-regeringen ikke prioriterer at få et Formel 1-løb til Danmark.

Helge Sander, der 27. august runder 70 år, har et langt cv at vise frem. Han lagde ud med sport og journalistik, men han er nok mest kendt som minister under Anders Fogh Rasmussens VK-regering i 00’erne.

Sportsjournalist

Hans karriere begyndte, da han som lokal VU-formand startede som sportsjournalist på Herning Folkeblad.

Interessen for sport drev ham videre til jobbet med at organisere seksdagesløb for cykelsporten, og i 1977 var han med til at stifte Dansk Professionelt Fodboldforbund.

Det stiftede han sammen med fodboldlegenden Harald Nielsen. Duoens professionelle træk tvang Dansk Boldspil-Union til at sløjfe amatørismen og hyre tyske Sepp Piontek som fodboldlandstræner for 80’ernes succeshold.

Sander fulgte Piontek som sportschef 1982-87 hos Carlsberg, der var hovedsponsor for fodboldlandsholdet ved EM i 1984 i Frankrig samt ved VM to år senere i Mexico.

Her sørgede Sander for, at bryggeriets øl blev prominent positioneret ved siden af landsholdets popularitet.

Parallelt med sporten prægede politik Sander fra ungdomsårene. Han kom i Folketinget første gang i 1984 for Venstre og var Hernings borgmester fra 1998 til 2001.

Efter Venstres valgsejr skiftede hans politiske karriere drastisk i 2001. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tilbød Sander posten som videnskabsminister, men fik først afslag.

Sander var nemlig midt i konstitueringsforhandlinger i byrådet i Herning om fire år mere som borgmester. Men da han havde sovet på det og talt med sin hustru, takkede Sander alligevel ja. Sander var minister frem til 2010.

Som minister satte Sander store aftryk ved grundlæggende at ændre universiteterne med professionelle eksterne bestyrelser. Han havde sin sidste valgperiode i Folketinget fra 2007 til 2011.

Powered by Labrador CMS