En dag bliver han konge: Prins Christian er skudt i vejret
Den danske tronarving er opkaldt efter både sin farfar og morfar.
Det var nærmest ikke til at overse, at Prins Christian – kronprinsparrets ældste søn – er i en anden royal liga end sine søskende og fætre. Særligt tydeligt blev det ved den norske prinsesse Ingrid Alexandras konfirmation for nylig.
Her var en – i øvrigt overraskende høj – teenageprins nemlig med sine forældre til konfirmationen. Christians far kronprins Frederik er fadder for den norske prinsesse, og han havde således taget fru Mary og ældstebarnet med.
Det var den norske kronprins Haakons ældste barn, der blev konfirmeret. Ingrid Alexandra er således den første i arvefølgen efter sin far, og hun vil en dag blive dronning af Norge – lige som prins Christian bliver konge af Danmark.
Allerede nu er Kongehuset altså begyndt at køre den unge prins i stilling til et liv med andre forpligtelser. Der skal især tages diplomatiske hensyn – blandt andet til broderfolket – og derfor var teenage-prinsen, der efter sigende har et godt forhold til Ingrid Alexandra, også inviteres med til fest.
Han fylder 14 år den 15. oktober i år. Christian Valdemar Henri John kom til verden på Rigshospitalet i København den 15. oktober 2005 klokken 01.57. Han målte ved fødslen 51 centimeter og vejede 3,5 kilo.
Prins Christian går til daglig i 8. klasse på Tranegårdskolen i Hellerup, hvor også hans tre yngre søskende, 11-årige prinsesse Isabella og de 7-årige tvillinger prins Vincent og prinsesse Josephine, går. Prins Christian er nummer to i rækken til den danske trone. Da han blev døbt, stod flere royale fra de europæiske kongehuse faddere.
Blandt andre kronprinsesse Victoria af Sverige, kronprins Haakon af Norge og kronprinsesse Mette-Marit af Norge er faddere til den kommende konge. Han fik ved dåben navnet Henri efter sin farfar, hvis drengenavn var Henri. Navnet John fik prins Christian efter sin morfar, John Donaldson.