En af de største: Gordon Banks er død

Den legendariske fodboldmålmand Gordon Banks er død, 81 år gammel.

Gordon Banks foran statuen af sig selv – på Stokes stadion Britannia Stadium. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den engelske fodboldmålmand Gordon Banks, der vogtede buret da England vandt sit hidtil eneste verdensmesterskab i 1966, er død. Han blev 81 år gammel.

Det skriver en lang række engelske medier, herunder BBC. Gordon Banks blev i løbet af sin karriere kåret som verdens bedste målmand seks gange. Han spillede 73 landskampe for England.

Han huskes måske især for en redning ved VM i fodbold i 1970, hvor han på kort afstand reddede et forsøg fra brasilianske Pelé. Den redning omtales stadig som den bedste nogensinde.

I forbindelse med dødsfaldet udtaler Banks’ familie følgende:

– Det er med stor sorg, vi meddeler at Gordon er sovet stille ind i nat. Vi er knuste over at have mistet ham, men har så mange glade minder og kunne ikke være mere stolte af ham.

Gordon Banks opnåede udover sine 73 landskampe og et verdensmesterskab også mere end 650 fodboldkampe på klubplan.

Powered by Labrador CMS