Eksperter: Det vil dronningen tale om

Familien og det kommende 100-år for Genforeningen vil tage fokus i dronningens nytårstale, mener eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret

I 2020 runder dronning Margrethe 80 år, men det er stadig en meget aktiv dronning, der for 48. gang holder nytårstale for danskerne tirsdag aften.

Det fortæller historiker Michael Bregnsbo, der blandt andet forsker i hofliv på Syddansk Universitet.

– Dronningen er “still going strong” og aktiv på mange fronter. Hun passer sine officielle pligter og dyrker sine kunstneriske sider og interesser.

– Omvendt kan hun med alderen måske ikke helt overkomme så meget. Men så er det godt, at der er mange, der kan aflaste hende, siger Michael Bregnsbo.

Står i en god situation

Han kalder dronningens situation i livet for “gunstig”, hvilket han mener, vil afspejle sig i talen. Samtidig peger han på, at familien – som traditionen tro bliver nævnt – vil fylde ekstra meget i år.

– Hun var på officiel rejse i Argentina med kronprins Frederik i år. Det var første gang, de rejste sammen officielt.

– Det er stadig hende, der er dronning og øverst placeret, men omvendt vil hun fremhæve familie på en måde, så det fremstår som et teamwork snarere end dronningen alene, siger Michael Bregnsbo.

Genforeningen fylder

Historiker ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen peger også på, at dronningens nedtrapning og familiens stigende bidrag – herunder at udnævne kronprinsesse Mary til rigsforstander – kan præge nytårstalen.

Et andet tema, der vil fylde i aftenens nytårstale, er 100-året for Genforeningen af Sønderjylland, mener Sebastian Olden-Jørgensen.

– Næste år fejres 100-året for Genforeningen, og i efteråret besøgte dronningen mindretallet i Slesvig-Holsten.

– Det vil helt sikkert være det dominerende tema, fordi det både er ufarligt, interessant og betyder meget for hende, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Nytårstalen, der i år bliver afholdt på Amalienborg, transmitteres direkte på radio og tv klokken 18.

Nytårstalen gennem årene

På årets sidste dag, den 31. december, holder dronning Margrethe sin årlige nytårstale. Talen transmitteres direkte på radio og tv, og den kan også følges fra udlandet gennem www.dr.dk.

Læs her mere om dronningens nytårstale:

* Dronningen holdt sin første nytårstale i 1972. Talen i år er hendes 48.

* Langt de fleste nytårstaler er holdt fra modtagelsesværelset i Christian IX’s palæ på Amalienborg. Det er i samme rum, hvor dronningen til hverdag modtager blandt andre statsministeren og udenrigsministeren.

* Sidste år holdt dronningen nytårstalen for femte gang fra Havesalen på Fredensborg Slot. Her havde hun residens på grund af et renoveringsarbejde under Amalienborg Slotsplads. I år er dronningen tilbage på Amalienborg.

* Umiddelbart efter talen ønsker dronningen de tilstedeværende pressefotografer og tv-produktionen “godt nytår”, hvorefter dronningen forlader modtagelsesværelset på Amalienborg for at deltage i sin private nytårsfejring.

* Ifølge kongehuset er det en vedvarende myte, at dronningen i sin tale bruger vendingen at “sende en hilsen til søens folk”, da det ikke er tilfældet. Det er dog en tradition, at dronningen sender nytårshilsner til alle i rigsfællesskabet og til danskere ude i verden.

* Nytårstalen som tradition strækker sig tilbage til Christian IX’s såkaldte “skåltale for fædrelandet”, der første gang blev holdt af kongen tilbage i 1880’erne.

* Kong Frederik VIII introducerede i 1909 den afsluttende bøn i nytårstalen: “Gud bevare Danmark”, der senere blev genoptaget af kong Frederik IX, og som endnu fungerer som afslutning på dronningens nytårstaler.

Kilde: Kongehuset/Ritzau

null
Powered by Labrador CMS