Efter 11 år: Endelig sagde Laudrup ja til Meyerheim

Endelig lykkedes det. Michael Meyerheim får Michael Laudrup med som gæst i sit talkshow.

Udgivet Opdateret

Efter 11 år – i 14.sæson lykkedes det Michael Meyerheim, at få Michael Laudrup ind som gæst i Talkshowet Meyerheim.

At slutte af med Michael Laudrup i det sidste afsnit af talkshowet, betegner tv-værten som en gave:

– Dengang, der gik rygter om, at TV2 skulle lave et talkshow, kontaktede jeg den daværende TV2-chef og lovede ham, at jeg kunne skaffe alle kendte danskere lige fra Klaus Rifbjerg til Michael Laudrup, som man nu siger, når man gerne vil virke overbevisende og derfor overdriver lidt, fortæller Michael Meyerheim i en pressemeddelelse fra TV2.

Det lykkedes Michael Meyerheim at få besøg af Klaus Rifbjerg op til flere gange i sine talkshows, men det så straks værre ud med at få Michael Laudrup ind som gæst.

Men 23. marts i Hofteatret lykkedes det endelig Michael Meyerheim at krydse Michael Laudrup af listen og indfri sit gamle løfte.

Laudrup nikker genkendende til historien

Michael Laudrup nikker genkendende til historien:

– Michael Meyerheim har spurgt mig en del gange gennem årene, om jeg vil komme i ‘Talkshowet’, og det har ikke været muligt for mig af den ene eller den anden årsag. Når det nu var den sidste optagelse, måtte jeg gøre noget ekstra, siger fodboldlegenden og fortsætter:

– Jeg har kendt Michael og hans familie i mange, mange år. Jeg ved, hvordan det er at skulle sige farvel til noget, man har lavet i mange år. Det er specielt, og derfor ville jeg gøre alt, hvad der stod i min magt for at være her på hans sidste aften, slutter han.

Den sidste udgave af Talkshowet Meyerheim med Michael Laudrup, Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Lie Kaas og Ghita Nørby sendes onsdag den 19. april på TV2 Charlie.

Powered by Labrador CMS