Du kan se Netflix uden at betale for det
Det skulle en hel del seere allerede vide, og nyde godt af.
14% af alle Netflix-brugere i USA bruger streamningtjenesten uden at betale for det. Det skriver teknologimediet Recode.
Recode skriver, at Netflix, ifølge virksomhedens egne data, har mindst 139 millioner betalende kunder verden over, men udover det findes der altså en god portion seere, der ikke betaler en øre, cent eller dollar for at se med.
Recode refererer til en analyse udarbejdet af analysefirmaet MoffettNathanson, der har undersøgt, hvordan amerikanere bruger Netflix.
Størstedelen af de adspurgte, 55%, fortæller, at de personligt betaler for adgang til Netflix. 5% svarer, de at ser Netflix som del af en pakke, hvor et abonnement indgår. 27% svarer, at de ser Netflix via et abonnement, en anden i deres husstand betaler for, og det er alt sammen grunde, der giver mening, også ud fra Netflix’s eget forretningsgrundlag.
De sidste 14% af brugere bruger ser til gengæld Netflix via et abonnement, en ven eller et familiemedlem, brugerne ikke bor sammen med, betaler for, skriver Recode.
Er det et problem?
Spørgsmålet er så, om man anser det for at være et problem hos Netflix. Svaret er, ifølge Recode, der refererer til MoffettNathanson, nej, da Netflix kan vælge at se denne form for deling af abonnement som en god reklame for Netflix, da nogle af de mange millioner amerikanere, der potentielt set ser gratis Netflix, en dag finder på at købe adgang til tjenesten selv.
Undersøgelsen er baseret på 500 adspurgte amerikanere, og tallene skal derfor tages med et gran salt, men sikkert er det altså, at flere personer godt kan deles om den samme Netflix-konto, og at Netflix som sådan ikke har indført restriktioner på, hvordan dit abonnement bliver brugt. Det eneste, man skal tage højde for er, at Netflix kun tillader to aktive skærme ad gangen. Ser du Netflix, og gør din ven det også, fra din konto, kan en tredje ikke hoppe på også.