Dropper karetkørsel og aflyser balkonvink
Af respekt for afdøde dronning Elizabeth har Margrethe valgt at ændre i weekendens stort anlagte jubilæumsprogram
Torsdag kom meldingen om, at den 96-årige britiske dronning Elizabeth er gået bort.
Den sørgelig nyhed får nu Margrethe til, i respekt for den afdøde, britiske monark, at ændre i weekendens stort anlagte fejring af sit 50-års jubilæum.
Kommer ikke ud på balkonen
Oprindeligt var det planen, at befolkningen ville kunne møde dronningen i løbet af lørdagen.
Hun ville først vinke fra balkonen på Christian IX's Palæ på Amalienborg og senere fra balkonen på Københavns Rådhus.
Men vagtparaden på Amalienborg Slotsplads er aflyst.
Dropper karettur
Besøget på rådhuset i København, hvor hun skulle deltage i en officiel frokost og træde ud på rådhusets balkon, er udskudt.
Hun skulle samtidig være kørt i karet gennem Københavns gader til rådhuset. Men den tur bliver heller ikke til noget.
Gallaforestilling gennemføres
Lørdag aften er der gallaforestilling i Det Kongelige Teater i anledning af jubilæet. Den bliver fortsat afviklet "i en justeret form".
Forestillingen, som begynder klokken 20.00, sendes på DR.
Frokost på kongeskibet
Søndag morgen er der gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Også den gennemføres "i en tilpasset form". Præcis hvad det dækker over, er uvist.
Efterfølgende er der frokost for nordiske statsoverhoveder og den kongelige familie. Det sker på kongeskibet "Dannebrog". Frokosten gennemføres som planlagt.
Slutter som planlagt
Søndag slutter som planlagt med gallataffel på Christiansborg Slot om aftenen, men i tilpasset form. Her deltager den kongelige familie med udenlandske gæster og det officielle Danmark.
Det er uklart, hvilke ændringer der vil være, men der har i hvert fald været planlagt underholdning med liveoptrædener.