Dronningen gør klar til julefejring
Dronning Margrethe og prins Henrik rykker onsdag ind på Marselisborg Slot i Aarhus, hvor den kongelige familie skal holde jul.
Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og traditionen tro finder den royale julefejring sted på Marselisborg Slot i Aarhus.
Derfor drager dronning Margrethe og prins Henrik onsdag af sted til “Smilets By”, hvor de skal bo i juletiden.
– Regentparret har den 21. december residensforlæggelse til Marselisborg Slot, hvor den kongelige familie i år vil holde jul, skriver kongehuset på hjemmesiden.
Tidligere på året afslørede kronprinsesse Mary, at hun og familien i år skulle fejre højtiden i Danmark efter sidste års jul i Australien.
Kronprinsparret og børnene vil derfor også være at finde på det aarhusianske slot juleaften, fremgår det af meddelelsen.
Joachim og Marie holder også jul på Marselisborg
Prins Joachim og prinsesse Marie holder ligeledes jul på slottet, og dermed er den royale familie samlet, når der skal spises julemad og danses om juletræet den 24. december.
Marselisborg Slot har igennem tiden ofte dannet ramme om regentparrets jul, og i år bliver altså ingen undtagelse.
/ritzau/FOKUS