Dronning Ingrid har fødselsdag: I dag ville hun være fyldt 108 år

I år er det 18 år siden, at dronning Margrethe mistede sin mor, dronning Ingrid. Onsdag den 28. marts 2018 ville den statelige dame være fyldt intet mindre end 108 år.

Udgivet Opdateret

Hun var egentlig udset til at blive gift med den daværende fyrst Edvard – som senere blev konge af Storbritannien – men det blev aldrig til noget.

I stedet blev hun i 1935 – som 24-årig – forlovet med den daværende kronprins Frederik af Danmark. Den senere kong Frederik IX.

I dag, onsdag den 28. marts, ville den statelige Ingrid Victoria Sofia Louisa Margareta være fyldt intet mindre end 108 år.

Med andre ord: Dronning Ingrid har fødselsdag.

Var interesseret i kunst og historie

Den unge Ingrid voksede op i Stockholm – hvor hun blev undervist i historie, kunsthistorie og statsvidenskab og lærte flere sprog.

Hendes viden om kunst og kultur blev uddybet ved længere ophold i Paris og Rom.

Hun var også interesseret i sport – i særdeleshed ridning, skisport og tennis. Hun fik også tidligt sit førerbevis, og bevarede gennem hele sit liv en stor glæde ved selv at køre bil.

Blev royalt gift som 25-årig

Den 15. marts 1935, kort før sin 25 års fødselsdag, blev hun forlovet med kronprins Frederik af Danmark.

Hun blev gift med ham den 24. maj 1935 i Storkyrkan i Stockholm.

Blandt bryllupsgæsterne var det danske kongepar Christian X og Dronning Alexandrine, det belgiske kongepar Leopold 3. og Dronning Astrid samt det norske kronprinspar Olav og Märtha.

Datteren var et lys i den mørke tid

Kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid fik tildelt Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg som deres residens.

Kronprinsesse Ingrid lærte hurtigt dansk og kom især til at elske Sønderjylland, hvor Gråsten Slot blev indrettet som kronprinsparrets sommerbolig.

Fem år efter brylluppet fik parret deres første barn, prinsesse Margrethe, der blev født den 16. april 1940 kun syv dage efter den tyske besættelse af Danmark.

Den lille prinsesse blev straks et lyspunkt i en mørk tid. Under besættelsen så københavnerne ofte kronprinsparret spadsere rundt i hovedstaden med barnevogn eller på cykel – et symbol og samlingspunkt for den danske befolkning.

Blev begravet ved siden af sin mand

Den 29. april 1944 fødte Ingrid parrets næste datter, prinsesse Benedikte, og to år senere, den 30. august 1946, fik de deres tredje og sidste datter, prinsesse Anne-Marie.

Kong Frederik 9. døde i en alder af 72 år den 14. januar 1972 efter kort tids sygdom, og hans datter besteg tronen som Dronning Margrethe.

Dronning Ingrid døde den 7. november 2000 på Fredensborg Slot med sine tre døtre og ti børnebørn ved sin side.

Hun blev gravsat ved siden af sin mand i Frederik 9.’s mausoleum ved Roskilde Domkirke den 14. november 2000.

(Kilder: Wikipedia.org/Kongehuset.dk)

Powered by Labrador CMS