Drømmeduo bag dansk verdenspremiere

Fortællingen om Romeo og Julie opføres i en "farverig pragtversion" i Holstebro, Vejle og København i 2027

Offentliggjort

Romeo & Julie - The Musical

Verdenspremiere i foråret 2027 med manuskript af Susanne Bier og Anders Thomas Jensen.

Hovedrollerne spilles af Søren Torpegaard Lund og Sara Viktoria Bjerregaard.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den tragiske fortælling om Romeo og Julie bringes endnu en gang til live.

Denne gang i en ny dansk opsætning med manuskript af Susanne Bier og Anders Thomas Jensen.

Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

"Romeo & Julie - The Musical" får verdenspremiere til foråret i 2027.

Danmarks bedste skuespillere

Forestillingen kommer til at tage sit udgangspunkt i den klassiske kærlighedsfortælling fra William Shakespeare.

Ifølge pressemeddelelsen kommer det til at foregå i en "farverig pragtversion" og med nogle af Danmarks bedste skuespillere, dansere og sangere.

Pressebillede fra Hele Danmarks Musicalteater. Susanne Bier og Anders Thomas Jensen står bag manuskriptet til den nye musical om Romeo og Julie.

Historien fra Shakespeare stammer fra 1595.

Forelsker sig i hinanden

Fortællingen handler om Romeo og Julie, der ved et maskebal forelsker sig i hinanden. Deres familier har dog i årevis ligget i strid med hinanden, og det er derfor en umulig kærlighed.

Historien ender med deres begges død, og deres familier henlægger herefter uoverensstemmelserne.

Forfatterne til manuskriptet har tidligere stået bag manuskripterne til "Den Skaldede Frisør - The Musical" og "Matador".

Solgte 200.000 billetter

De to forestillinger solgte tilsammen mere end 200.000 billetter.

Hovedrollerne som Romeo og Julie er besat af henholdsvis Søren Torpegaard Lund og Sara Viktoria Bjerregaard.

Søren Torpegaard Lund har tidligere spillet rollen som "Tony" i opsætningen af "West Side Story" på Det Kongelige Teater.

Silas Holst står for koreografi

Sara Viktoria Bjerregaard har tidligere spillet rollen som "Ofelia" i en anden af Shakespeares klassikere - nemlig "Hamlet".

Det er Silas Holst, der kommer til at stå for koreografien.

Forestillingen produceres af Hele Danmarks Musicalteater, der er et produktionssamarbejde mellem Vejle Musikteater, Musikteatret Holstebro og One And Only Musicals.

De tre samarbejdsparter håber på, at forestillingen kan tages til internationale højder.

Skal til udlandet

- Vi har ambitioner om at tage forestillingen til udlandet efter den har spillet i Danmark, og vi tror på, at vi kan skabe rammerne for en musical, der kan opnå stor gennemslagskraft langt uden for landets grænser, siger executive producer i One And Only Musicals Jesper Winge Leisner i pressemeddelelsen.

Forestillingen kan opleves på de to teatre i Vejle og Holstebro.

Opsætningen kommer også til København, men det vides endnu ikke, hvilket teater den opføres på, oplyser Have Kommunikation til Ritzau.

Powered by Labrador CMS