Dollys dosis: ‘Jolene’ bliver til ‘Vaccine’

Forsøg med Modernas coronavaccine fik sidste år donation fra Dolly Parton, der tirsdag har modtaget vaccinen

Dolly smager sin egen medicin, skriver hun på Twitter. Foto: @DollyParton/Handout/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Den amerikanske countrysangerinde Dolly Parton har fået sit første af to stik med en covid-19-vaccine fra Moderna, som hun selv har været med til at finansiere.

Det fremgår af en video, som sangerinden har delt på Twitter.

– Jeg har ventet et stykke tid, og jeg er gammel nok til at få den og klog nok til at tage imod den, siger Dolly Parton i videoen, der er blevet delt med teksten “Dolly får en dosis af sin egen medicin”.

– Jeg er meget glad for, at jeg har fået mit Moderna-skud i dag, lyder det videre.

Dolly Parton opfordrer i videoen også andre til at lade sig vaccinere mod coronavirus.

Det gør hun med en sang, lige inden hun får sit skud i armen – her synger hun til melodien af kæmpehittet “Jolene”:

– Vaccine, vaccine, vaccine, vaccine, I’m begging of you, please don’t hesitate. Vaccine, vaccine, vaccine, vaccine, because once you’re dead, then that’s a bit too late, synger hun.

– Jeg ved, jeg prøver at være morsom nu, men jeg er dødsens alvorlig med vaccinen, tilføjer hun og fortsætter:

– Jo hurtigere, vi begynder at få det bedre, jo hurtigere kommer vi tilbage til en normal hverdag. Så jeg vil bare sige til alle derude: Vær ikke en kylling, kom derud og få et skud.

Dolly Parton donerede i april sidste år en million dollar til Vanderbilt University i Nashville, der var et af forsøgsstederne for Moderna – vaccinen, der senere er blevet godkendt i USA.

Beløbet svarer til omkring 6,2 millioner danske kroner.

En talsmand for universitetet sagde i november ifølge BBC, at Partons generøse gave var en stor hjælp til flere lovende forskningsinitiativer.

En del af Partons penge gik til finansieringen af tidlige test med Moderna-vaccinen.

Sangerindens donation støttede også blodplasmastudier og forskning, der involverede test med antistoffer.

Powered by Labrador CMS