Død af kræft

Den højt anerkendte serbiske filminstruktør Goran Paskaljević er gået bort. Han blev 73 år.

Den serbiske filminstruktør Goran Paskaljević er gået bort. Han døde fredag den 25. september i Paris efter at have kæmpet med lungekræft. Foto: Scanpix/AP Photo/CTK, Eduard Genserek
Offentliggjort Sidst opdateret

Filminstruktøren Goran Paskaljević er gået bort. Han døde fredag den 25. september i Paris efter at have kæmpet med lungekræft. Han blev 73 år. Det skriver The Hollywood Reporter.

Artiklen fortætter under videoen

Sygdommen til trods fortsatte Goran Paskaljević med at arbejde og nåede at færdiggøre sit sidste værk, ‘Despite the Fog’.

Filmen handler om et par, der har mistet en søn og som tager en forældreløs immigrant til sig.

Den blev filmet i Italien sidste år og høstede efterfølgende stor ros på Valladolid International Film Festival i Spanien.

Goran Paskaljević blev født i Beograd i 1947 og er uddannet på den anerkendte filmskole FAMU i Prag. Her lavede han sine første kortfilm, der havde medfølelse med de fattige og udstødte som tema.

I kølvandet på den sovjetiske invasion af Prag i 1968 vendte han tilbage til Serbien, hvor han nogle år senere producerede det let komiske drama ‘Beach Guard in Winter’. Filmen indbragte ham prisen som bedste instruktør på Pula Film Festival i Kroatien.

Goran Paskaljević stod i sin karriere bag 18 spillefilm, heriblandt store produktioner som ‘Cabaret Balkan’, ‘How Harry Became a Tree’ og ‘Midwinter Night’s Dream’.

I 2008 blev han tildelt en kunstnerisk pris for sit arbejde af New York’s Museum of Modern Art og samme år blev han hædret med den franske kunst-orden ‘French Ordre des Arts et des Lettres’.

Goran Paskaljević efterlader sig hustruen Christine Gentet-Paskaljević og parrets søn.

Powered by Labrador CMS