Disney-stjerne pludselig død
Den blide kæmpe nåede lige akkurat at se sin helt store drøm gå i opfyldelse
Den hawaiianske skuespiller David Hekili Kenui Bell er pludselig gået bort.
Ifølge People døde han den 12. juni, og en retsmedicinsk undersøgelse skal nu fastslå dødsårsagen.
Mediet nævner i den forbindelse, at politiet ikke mistænker, at han har været udsat for en forbrydelse.
Nåede det lige akkurat
David Hekili Kenui Bell, der blandt andet har medvirket i tv-serierne 'Hawaii Five-0' og Magnum P.I, nåede lige akkurat at se sin store drøm gå i opfyldelse, nemlig at debutere på biograf-filmlærredet.
Han spiller med i den nye Disney live action-storfilm 'Lilo & Stitch', der havde premiere den 25. maj.
- Han havde på forhånd købt de bedste pladser i salen, så vi alle kunne tage sammen til premieren i Kapolei for bare et par uger siden, fortæller hans søster Jalene.
En blid kæmpe
David Hekili Kenui Bells agent, Lashauna Downie, er i chok over den sørgelige nyhed.
- Det er hjerteskærende og trist. Han var et af de største talenter og legemliggjorde den sande betydning af aloha - en blid kæmpe, siger hun.
David Hekili Kenui Bell blev blot 46 år gammel.