Dirch Passers gamle lejlighed solgt: Så meget kostede den

Den folkekære skuespiller gamle lejlighed er igen blevet solgt. Og det har ikke været billigt.

Udgivet Opdateret

Den folkekære skuespiller Dirch Passer og alle hans mange optrædener hører nok til blandt de samtaleemner, der fra tid til anden kommer op ved middagsbordene rundt om i de danske hjem. Og måske bliver nationalklenodiet fremover et lidt mere besøgt emne hos én familie, der netop har købt lejlighed på Kr. Zahrtmanns Plads på Frederiksberg.

Kratter man tidligere navneskilte af hoveddøren, kommer man på et tidspunkt til D. Passer – adressen var nemlig i hans og samleveren Bente Askjærs eje frem til 1980, hvor Dirch Passer kollapsede i Glassalen i Tivoli.

Har det mondæne bynavn ikke allerede afsløret lidt om eksklusiviteten, så gør salgsprisen af lejligheden, der netop er blevet registeret på Boliga.dk.

Blandt de fem dyreste

Dirch Passers tidligere 157 kvadratmeter har nemlig skiftet hænder for hele 8.650.000 kroner, hvilket gør handlen til en af de fem største, der hidtil er indgået i Frederiksberg Kommune i 2019.

Lejligheden var ikke udbudt offentligt til salg, men sidst, de eksklusive kvadratmeter ramte markedet, var i 2012 med en udbudspris på 6,8 millioner kroner, og en salgsbeskrivelse, der blandt andet afslørede detaljer som køkken-alrum, værelser med stuklofter og en spisestue med svensk porcelænskamin – foruden en have og en stor terrasse.

Dyreste lejligheds-områder

Frederiksberg runger nærmest identisk med store, eksklusive ejerlejligheder og høje kvadratmeterpriser. Sidste år var hovedstadsenklaven da også landets dyreste kommune at købe lejlighed i – mens der dog er flere af Københavns postdistrikter, der p.t. trækker lidt højere priser end de to Frederiksberg-områder.

Nordhavn er med gennemsnitlige udbudskvadratmeterpriser på lige knap 60.000 kroner, det dyreste sted man kan have på sin adresselinje, mens også København V og K er med helt i top.

På Frederiksberg C står ejerlejlighederne for øjeblikket udbudt til 52.157 kroner pr. kvadratmeter – altså hvad der svarer til, at en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter koster 4,17 millioner kroner.

Naboerne i Frederiksberg kan derimod “slippe” med at betale 44.265 kroner pr. kvadratmeter – svarende til 3,54 millioner for en helt gennemsnitlig, 80 kvadratmeter stor ejerlejlighed. Det viser data fra Boliga.

Dermed er Dirch Passers tidligere hjemmebane at finde blandt landets ti dyreste postnumre.

Har du lyst til at se landets dyreste lejligheder? Så kan du gøre det HER. 

Powered by Labrador CMS