-Det var mit livs største fejl

- Det ødelagde mit udseende og mit ansigt, siger en af verdens mest fotograferede kvinder, der i dag fylder 80

Udgivet Opdateret

Øjnene er stadig dybblå som en svensk skovsø. Men ansigtet på den svenske skuespiller Britt Ekland, som 6. oktober fylder 80 år, er ikke helt så klassisk ægte mere.

Det er hun den første til at beklage. Hun, som engang var en varm fortaler for plastikkirurgi for kvinder over 40 år, har fortrudt sine egne kosmetiske indgreb. Hun fik blandt andet sprøjtet et stof ind i læberne for at give dem fylde.

- Det ødelagde mit udseende og mit ansigt. Det var mit livs største fejl, sagde hun i et interview med Platinum Magazine sidste år om indgrebet, som skulle sikre hende flere roller, da hun nåede lidt op i årene.

Opdaget af en agent

Hun optrådte allerede som teenager i tyggegummireklamer ved siden af modeljobs, men blev opdaget af en agent, som sendte hende til auditions i London.

Hendes iøjnefaldende fysiske fortrin gjorde hende hurtigt efterspurgt.

Hun blev linseguf for tabloidpressen godt hjulpet på vej også af det pludselige ægteskab med den 17 år ældre stjerneskuespiller Peter Sellers, som hun mødte i 1964.

Han så hende i et blad, kontaktede hende og friede efter ti dages bekendtskab.

De nåede at indspille tre film sammen og fik datteren Victoria. Men forholdet var stormfuldt, og de blev skilt fire år senere.

Britt Ekland poserer for fotograferne ved verdenspremieren på James Bond-filmen film 'No Time To Die' i 2021, 47 år efter at hun selv var den kvindelige stjerne i den tidligere Bond-film 'Manden med den gyldne pistol'. (Arkivfoto).
Britt Ekland poserer for fotograferne ved verdenspremieren på James Bond-filmen film "No Time To Die" i 2021, 47 år efter at hun selv var den kvindelige stjerne i den tidligere Bond-film "Manden med den gyldne pistol". (Arkivfoto).

Blond bimbo

Men derfra var Britt Ekland en af verdens mest fotograferede kvinder i en tid, hvor blond bimbo ikke var så nedsættende en betegnelse som i dag.

Hun spillede med i film som "The Double Man", "The Night They Raided Minsky's" og den engelske krimi "Get Carter", som definitivt etablerede hende som sexsymbol.

Dernæst fulgte i 1974 hendes nok mest berømte rolle som Bond-baben Mary Goodnight, overvejende i bikini, i James Bond-filmen "Manden med den gyldne pistol" over for Roger Moore.

Prominente kærester

Hun bidrog selv til mediernes interesse med et righoldigt udvalg af prominente kærester: rockmusikeren Rod Stewart, skuespilleren Warren Beatty, pladeproduceren Lou Adler, skuespilleren George Hamilton og den anerkendte fotograf lord Lichfield.

De prominente forhold overskyggede i medierne hendes karriere. Og trods enkelte solide roller blev stadig flere i lowbudgetfilm og mere tvivlsomme gysere og thrillere.

TV-shows og serier

I stedet drejede karrieren i retning af adskillige tv-shows og serier, og hun udgav en fitnessbog og -video. Desuden har hun som andre kendte slået sine folder i svensk reality-tv og på de skrå brædder.

Ud over datteren Victoria har hun to sønner fra to andre forhold.

FØDSELSDAG

En fødselsdag er den dag i året, hvor en person er født, hvilket ikke må forveksles med en persons fødselsdato, der er den dato personen fødtes (angivet ved dag, måned og år).

Før 1814 var det ikke dagen for fødslen, der blev opført i kirkebøgerne – det var kun dåbsdagen.

I mange kulturer er der tradition for at festligholde fødselsdagen hvert år med særlig fokus på 'runde' fødselsdage.

Der er tale om rund fødselsdag, når alderen er delelig med tallet ti. Runde fødselsdage fejres ofte med en større fest.

Ved 100-års fødselsdage er der tradition for et festtelegram fra HM Dronningen. 

'Halvrunde' fødselsdage er øvrige tal delelige med 5.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS