Det gør hun for sin mand
Pernille Skipper tager familien med
Pernille Skipper fortæller, at familien snart skal rykke teltpælene op og flytte til USA.
Grunden er, at hendes mand, Oliver Routhe Skov, har fået sit drømmejob.
- Sommeren banker på døren, og til august skal jeg og familien på et eventyr udover det sædvanlige. Oliver har fået sit helt store drømmejob i USA, og derfor skal vi simpelthen flytte alle fem, skriver hun på LinkedIn.
Det bliver en stor omvæltning for parret og deres tre børn.
- Der skal siges farvel til klassekammerater og yndlingspædagoger. Der skal styr på nedpakning og nye institutioner, nyt sprog og ny tidszone.
Beslutningen er truffet med hjertet – og med blik for, hvem der har fået mest plads gennem årene.
- Nogle gange er det sådan i et ægteskab, at den enes drømme må vige for den andens. Der er ingen tvivl om, at jeg ofte gennem årene har fået mest flyvetid.

Beholder posten
Flytningen betyder ikke et farvel til arbejdet i Coop amba. I hvert fald ikke her og nu.
- Jeg tager formandsposten, computeren og en stabil internetforbindelse med i bagagen, og flytningen kommer derfor ikke til at ændre noget for mit job - i hvert fald på den korte bane.
Hun understreger dog, at der på længere sigt skal findes en løsning.
- Man kan ikke blive formand for en medlemsejet virksomhed, der bryster sig af sin stærke lokale forankring, når man bor i et helt andet land. Jeg kan meget på computer og telefon, men jeg kan ikke slide asfalten på de danske landeveje tynd og være til stede lokalt.
Fokus fremtiden
Inden flytningen går i gang, ser hun frem mod en række vigtige opgaver i efteråret – blandt andet Medlemmernes Mærkesag 2026 og en ny satsning på madskoler.
- Det skal følges til dørs og kræver hele organisationens fokus.
Hun er stolt af det, der er opnået det seneste år, både i Coop-foreningen og Coop Danmark.
- Jeg vil gerne give det godt videre.
Sommer i vente
Før afrejsen nyder hun sommeren herhjemme og sender en hilsen til alle, der knokler i sommerlandet.
- Husk nu at smile lidt ekstra til alle de mennesker, der knokler i sommerlandets butikker. De lægger en kæmpe indsats, så vi andre har fløde til jordbærrene, pølser til grillen og kammerjunker til koldskålen.