-Det er en misforståelse

Den 76-årige revyveteran Lisbet Dahl har aldrig sagt, hun er færdig med de skrå brædder, efter hun stoppede i Cirkusrevyen

Tivolirevyen vender tilbage i Glassalen med Lisbet Dahl som medspillende instruktør.
Tivolirevyen vender tilbage i Glassalen med Lisbet Dahl som medspillende instruktør.
Udgivet Opdateret

Lisbet Dahl er slet ikke pensionsparat, og hun ville kede sig ihjel, hvis hun skulle bruge tiden på at luge ukrudt og gense gamle afsnit af "Barnaby".

Da hun annoncerede sit exit i Cirkusrevyen efter 33 sæsoner i Teltet på Bakken, var det ikke en svanesang.

Det var et stop i Cirkusrevyen, men ikke en afsked med et langt liv i rampelyset.

- For fire-fem år siden havde jeg en fornemmelse, at jeg skulle se at komme videre, mens tid var. Men det blev ikke rigtigt til noget dengang, og så tog jeg et år til og lige et til og så videre.

- Så stoppede jeg i år fra Cirkusrevyen og skulle ud og holde foredrag og sådan noget. Men jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle herind.

Med "herind" mener Lisbet Dahl Glassalen i Tivoli.

I spidsen for Tivolirevyen

Den prisvindende revyveteran står nemlig i spidsen for Tivolirevyen, som genopstår næste sommer:

- Der er mange, der har troet, at jeg stoppede helt, for det gør man jo normalt, når man er 76. Men i virkeligheden er jeg kun 66. Sådan er vores generation jo. Der bliver trukket fra, siger Lisbet Dahl og understreger:

- Jeg føler mig ikke gammel og udmattet. Og hvis Tivoli gerne vil have gang i en revy, så er jeg da nødt til at sige ja. Det er en for stor og for fristende udfordring at sige nej til.

Ringede til Lisbeth

Idéen opstod hos multiartisten James Price, der udover at lave mad på DR med sin bror, Adam Price, også er musiker og i mange år har været kapelmester i Cirkusrevyen.

Da Cirkusrevyen valgte at gå andre veje musikalsk, ringede James Price til Lisbet Dahl.

- Så sagde jeg: "Hvad skal vi så lave i 2023?". Og så svarede han: "Revy i Tivoli!", og så døde vi af grin, for det troede vi ikke kunne lade sig gøre, genfortæller Lisbet Dahl.

Men det kunne godt lade sig gøre.

Var med på ideen

Tivoli var med på idéen, og næste sommer er der premiere på showet, som fuldendes af Andreas Bo, Carsten Svendsen, Nicolai Jørgensen og Linda P.

Det bliver en helt klassisk revy med sange, sketcher og satire, som tager afsæt i tidens overskrifter og tendenser.

En klassisk Lisbet Dahl-revy, lyder det.

- Den indeholder det hele. Både noget sjov, noget alvorligt, noget ballade og noget skæg. Det skal være smukt. Det skal være en fornøjelse at gå derind, siger Lisbet Dahl.

50 år på revyscenen

Og det er en lige så stor fornøjelse for hende selv at gå på scenen. I år kan Lisbet Dahl faktisk fejre guldjubilæum efter 50 år på revyscenen.

Hun debuterede i 1972 i sommerrevyen Rottefælden i Svendborg.

- Jeg kan godt lide at lave revy. Det opdagede jeg allerede fra første gang, jeg gjorde det, fortæller hun.

Jubilæet skulle være fejret i Teltet på Bakken med hendes finalesæson, men corona forpurrede planerne.

Plaget af hoste

Lisbet Dahl, som stadig er plaget af hoste, måtte sygemelde sig og blev erstattet af Pernille Schrøder.

Hun håber at være på dupperne igen til foråret, hvor hun og holdet går i gang med at forberede genrejsningen af Tivolirevyen.

- Mine forventninger er, at det bliver fantastisk, vidunderligt, smukt og gribende og sindssygt morsomt, lyder det fra Lisbet Dahl.

Tivolirevyen får premiere i Glassalen i Tivoli den 1. juni 2023.

Powered by Labrador CMS