Det bliver råt og ærligt

Ny Netflix-dokumentar på vej om den danske stjerne Christopher 

Offentliggjort Sidst opdateret

Christopher afslører ny dokumentar

Christopher Nissen og Cecilie Haugaard åbner op i en ny Netflix-dokumentar, der viser deres liv bag facaden.

Dokumentaren, der hedder 'A Real Beautiful Life', afslører Nissens balance mellem karriere og familieliv.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Et af Danmarks mest celebre par har de seneste tre år haft et filmhold i hælene.

I en ny dokumentarfilm vil sangeren Christopher Nissen og hustruen, modellen og influenceren Cecilie Haugaard, efter sigende lukke seerne helt ind bag den polerede facade.

Forsøger at være autentisk

Og nu afslører den danske stjerne på Instagram, at indehaverne af et Netflix-abonnement kan se frem til, at filmen, der har fået titlen "A Real Beautiful Life", lander på streamingtjenesten 27. august.

- Jeg tror ikke, at jeg kan forklare jer, hvor skræmmende det er. Det bliver råt, ærligt, og jeg forsøger at være autentisk. Det har været noget af det vildeste, jeg har prøvet i mit liv, lyder det fra Christopher Nissen i en video, hvor han uddyber:

- Den viser alt det hårde arbejde, ofrene og selvfølgelig al glæden. Det er op- og nedturene fanget på kamera. Jeg håber, at I ikke vil dømme mig, og at I forstår, hvad jeg prøver på med denne film.

Det er nu endelig afsløret, hvornår Netflix' seere endnu en gang kan opleve den danske stjerne Christopher på streamingtjenesten. Ifølge stjernen selv kommer man helt tæt på hans op- og nedture. (Arkivfoto).

Helt tæt på dilemma

I filmen kommer seerne ifølge Netflix helt tæt på Christopher Nissens dilemma mellem at være verdensomspændende popstjerne og aspirerende skuespiller, og samtidig er familiefar hjemme i Danmark.

Titlen på dokumentaren er inspireret af den romantiske Netflix-film "A Beautiful Life" fra 2023, hvor musikeren bestrider hovedrollen som fremadstormende popstjerne.

Kastede ham ud på turné 

Det er også Christopher Nissen, der står bag sangkataloget til filmen, og det kastede ham efterfølgende ud på en turné med de populære sange i både USA, Europa, Sydamerika og Asien.

Alt sammen blot to uger efter, at han blev far til sit andet barn, Isabelle.

Ikke første gang

Han har også datteren Noelle sammen med Cecilie Haugaard, og kunne han gøre noget om, havde han brugt mere tid hjemme sammen med børnene, har han tidligere sagt til Ritzau.

- Jeg er færdig med at gå glip af så meget i mine små døtres liv, lød det fra den 33-årige sanger tilbage i maj.

Det er ikke første gang, at den danske stjerne har et kamerahold i nakken.

Få år efter sin debut som sanger var Christopher Nissen aktuel i DR3-serien "Jeg er Christopher", der løb over skærmen tilbage i 2014.

Powered by Labrador CMS