Der er magi i luften
Pusle Helmuth deler ud af sine magiske hjælpemidler til andre 'Vild med Dans'-deltagere
Efter fredagens 'Vild med dans' kunne Pusle Helmuth og Damian Czarnecki ånde lettet op.
- Seerne var med os, og dommerpointene fine, så vi siger tak, lød det fra parret efter showet.
Ugen før gemte Pusle en lille pose med krystaller i BH’en.
Den 63-årige tidligere barnestjerne har aldrig lagt skjul på, at hun tror på det spirituelle, og krystaller som talisman baner forhåbentlig vejen for hende.

En bestemt sten
Denne fredag gik hun all in på én bestemt sten, som hun bar under dansetøjet uden helt at vide, hvor den befandt sig, afslørede hun.
- Jeg har en krystal med, og det var min veninde ‘Den hvide Heks’, der købte den til mig efter en drøm, hun havde for nogle uger siden.
Damian er også sprunget på den spirituelle vogn.
- Vi har også fået en pose med krystaller både Martin (værten, red.) og jeg. Min ligger ude i garderoben, så nu er vi virkelig godt dækket ind, mente Pusle Helmuths dansepartner.

Til hjælp
Fredag venter en ny udfordring på gulvet.
- Næste gang skal vi danse en rumba. Til at hjælpe mig med den tror jeg, at jeg igen tager stenen med, som ‘Den hvide Heks’ forærede mig, lovede hun, der har høstet gode erfaringer med den krystal.
Om det er magi, momentum eller bare hårdt arbejde, men troen flytter som bekendt bjerge.
