Dennis Knudsen accepterer samfundstjeneste
Efter dom i Roskilde var frisør Dennis Knudsen indstillet på at anke, men nu har han accepteret udfaldet
Frisør og stylist Dennis Knudsen vil ikke anke den dom, han tidligere denne måned fik ved Retten i Roskilde i en sag om forsøg på at bestikke en tilsynsførende ved en teoriprøve.
Det oplyser forsvarsadvokat Mette Grith Stage tirsdag til Ritzau.
Dommen faldt 13. marts og lød på 20 dages fængsel, som imidlertid ikke skal afsones - på betingelse af at Knudsen udfører 40 timers ulønnet samfundstjeneste.
I forlængelse af domsafsigelsen meddelte Dennis Knudsen, at han ville overveje, om dommen skulle ankes til Østre Landsret. Men han har altså valgt at acceptere byrettens afgørelse.
Den 62-årige kendisfrisør mistede i 2023 kørekortet, da han blev dømt i forbindelse med en episode med vanvidskørsel ved Molslinjen i Aarhus.
I bestræbelsen på at generhverve sin førerret skulle Dennis Knudsen i marts 2025 op til en teoriprøve. Og i den forbindelse tilbød Knudsen en tilsynsførende 4500 kroner for at lade Knudsen bestå prøven.
Tilbød penge
I retten forklarede den tilsynsførende, at Knudsen tilbød ham nogle penge, som lå synligt i Knudsens taske. Ifølge den tilsynsførende skulle han som gengæld lade Knudsen bestå.
Dennis Knudsen selv forklarede i retten, at han i virkeligheden bare ville have noget teknisk hjælp, fordi han har svært ved at håndtere en computer. Og ifølge Knudsen var det netop den form for hjælp, som han tilbød den tilsynsførende betaling for.
Retten valgte at tro på den tilsynsførendes udlægning af begivenhederne, og Knudsen blev dermed dømt efter straffelovens bestemmelse om bestikkelse af en person i offentlig tjeneste.
Efter dommen meddelte Dennis Knudsen, at han ville overveje at anke. Det skete efter råd fra hans advokat, Mette Grith Stage.
- Var det uden Mette, havde jeg anket på stedet, lød det fra Knudsen.
Det er nu op til Danmarks Fængsler, som er den statslige styrelse, der varetager straffuldbyrdelsen, at tilrettelægge et forløb, hvor Dennis Knudsen kan udføre sin samfundstjeneste.