Den dag stod Danmark på den anden ende

Torsdag er det 51 år siden, at den daværende tronfølger officielt blev forlovet med en fransk greve ved navn Henri de Laborde de Monpezat.

Udgivet Opdateret

Egentlig var det ikke nogen overraskelse, da Danmarks tronfølger, prinsesse Margrethe, den 5. oktober 1966 lod sig forlove med greve Henri de Laborde de Monpezat.

For forholdet mellem den danske prinsesse og den franske greve var nemlig blevet afsløret en måned forinden, da prinsesse Margrethe under stort presseopbud selv tog i lufthavnen den 4. september 1966 og bød ham velkommen til Danmark.

Parret var nødsaget til at afvente et statsråd, førend regeringens godkendelse var på plads – og det krævede at Folketinget åbnede.

Regeringen skulle sige ja

Ifølge Billed-Bladet kørte kong Frederik selv sin ældste datter og kommende svigersøn til statsrådsmødet på Christiansborg.

Her blev forlovelsen godkendt, og derefter kunne det storforelskede par endelig lade sig forlove helt officielt.

Den seance foregik i havesalen på Fredensborg Slot, hvor mere end 100 danske og udenlandske pressefolk var mødt op.

Og her blev der spurgt ind til både kærligheden og fremtidsplanerne.

Meget stolte forældre

Forinden var parret blevet hyldet på balkonen på Amalienborg Slot, der var fyldt med mennesker, som ville ønske tillykke.

Sammen med det lykkelige par stod også en stolt far og mor – kong Frederik og dronning Ingrid, ligesom grevens forældre, André og Renée de Monpezat, også var tilstede for at nyde deres søns lykke.

Den 10. juni i år kunne parret fejre guldbryllup – et højdepunkt i et 2017, der foreløbig ikke ligefrem har været en fest i Kongehuset.

Powered by Labrador CMS