Debutant i spidsen for længe ventet musical

Nu er der sat navn på det cast, der skal levendegøre tegnefilmsuccen Terkel i knibe af Anders Matthesens. Clemens (Jason, manuskript, komponist og producent) Tivolis Koncertsal onsdag den 3. oktober 2018.. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Når Terkel, Dorit, Stewart Stardust og alle de andre fra Anders Matthesens univers vender tilbage i levende live i “Terkel i knibe – The Motherfårking Musical”, bliver det en debutant, der skal stå i front for forestillingen.

Ruben Søltoft har nemlig landet titelrollen som Terkel, og dermed får den 31-årige komiker sin musical- og teaterdebut valentinsdag 2019 i den stort anlagte musical.

Det annoncerer Langkjær Entertainment og Live Nation i pressemeddelelse, og her jubler executive kreativ producent Thomas Langkjær over det, han beskriver som et helt fantastisk cast.

– Det er et sandt drømmescenarie at sende Ruben Søltoft, Thomas Bo Larsen, Martin Brygmann, Clemens, Adam & Noah, Lea Thiim Harder og et stort ensemble af landets bedste sangere og dansere på scenen og slå sig i løs i det, vi håber og satser på bliver næste års sjoveste, vildeste, mest gakkede og originale musical i Danmark, siger han.

Thomas Bo Larsen har nemlig landet rollen som Stewart Stardust, mens Martin Brygmann giver den som musiklæreren Arne Nougatgren. Clemens skal spille Terkels bedste ven, Jason. Komikerduoen Adam og Noah indtager rollerne som de to bøller Sten og Saki, mens Lea Thiim Harder har landet rollen som Dorit.

“Terkel – The Motherfårking Musical” er baseret på Anders Matthesens hitfilm “Terkel i knibe” fra 2004.

I musicalen er tidsbilledet flyttet til 2019, men Terkel går dog stadig i 6.A sammen med klassekammeraterne Jason, Sten, Saki, Silas, Johanna og Dorit. Offentlige besparelser og skolebørnenes daglige hærgen har gjort, at Kastanjevangen Skole ikke er blevet istandsat siden sidst, man mødte Terkel.

Faldstammen river sig løs og rammer Terkel i baghovedet, så han besvimer, og herfra starter Terkels mareridt så, hvor han blandt andet bliver hjemsøgt af dårlig samvittighed, skolens bøller, Dorits spøgelse og sine egne forældre.

“Terkel – The Motherfårking Musical” får premiere i Tivolis Koncertsal 14. februar 2019 og tager derefter på turné landet rundt, hvor vejen lægges forbi Holstebro, Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle.

Powered by Labrador CMS