De olympiske lege er også for de kongelige

Dronningens niece har vundet en OL-medalje. I 2008 vandt prinsesse Nathalie således en bronzemedalje ved legene i Beijing - og flere andre royale har også gjort det forbilledligt ved de olympiske lege.

Udgivet Opdateret

For et par uger siden blev den olympiske flamme slukket for en stund, da vinter-OL i den sydkoreanske storby Pyeongchang lukkede ned.

I denne omgang var de olympiske vinterlege uden kongelige deltagelse, men flere royale medlemmer har tidligere deltaget i sommerlegene.

Dronningens niece har vundet en OL-medalje tilbage i 2008 – og der er flere andre, som har gjort det glimrende.

Vandt bronze for hold

Prinsesse Nathalie, hvis moster er dronning Margrethe, har deltaget i de olympiske lege i disciplinen dressur.

Den i dag 43-årige prinsesse, der er datter prins Richard og dronning Margrethes ældste lillesøster, prinsesse Benedikte, vandt bronze for hold under de olympiske lege i Kinas hovedstad, Beijing, tilbage i 2008.

Og hun er – som nævnt – slet ikke alene om at repræsentere de kongelige og royale i de internationale idrætshaller.

Landede en flot femteplads

Inden fyrstinde Charlene af Monaco blev royal ved brylluppet med fyrst Albert af Monaco i sommeren 2011, var hun sydafrikansk konkurrencesvømmer.

Allerede som barn havde fyrstinden en stor interesse for svømning, og som 18-årig vandt hun i 1996 det sydafrikanske mesterskab.

I 2000 kvalificerede hun sig sammen med sit hold til de olympiske lege. Her svømmede holdet sig ind på femtepladsen under OL i den australske storby Sydney samme år.

I 2007 kvalificerede hun sig til de olympiske lege i Kinas hovedstad, Beijing, i sommeren 2008, men hun indstillede karrieren senere i 2007.

Norge konge deltog i sejlsport

Da Norges nuværende regent, kong Harald, var kronprins, deltog han i sejlads i de olympiske lege i 1964 i Japans hovedstad, Tokyo.

Han deltog også i OL i 1968 i Mexicos hovedstad, Mexico City, og senest i 1972 i München i det daværende Vesttyskland.

Vores egen kronprins Frederik har også været med ved flere olympiske lege – men dog ikke som atlet.

Kronprins Frederik har i stedet deltaget som medlem af IOC – den olympiske komité.

Powered by Labrador CMS