Dansk successkuespillerinde: Sådan vil jeg aldrig vælge
Katrine Greis-Rosenthal har forrygende fart på karrieren, men aldrig på bekostning af sin mand og deres børn.
Hun var med egne ord lidt af en “slow starter”, men nu er der for alvor fuld fart på for Katrine Greis-Rosenthal.
Den 33-årige højaktuelle skuespillerinde kan netop nu ses som rockerkæresten Bets i actionserien “Kriger”, som sygeplejersken Nina i det historiske hospitalsdrama “Sygeplejeskolen” og som den jødiske rigmandsdatter Jakobe i Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans romanserie om “Lykke-Per”.
– På mange måder tror jeg, at det handler om at være på det rette sted på det rette tidspunkt og have levet noget liv, så man har noget erfaring, nogle rynker og rande, som man kan bruge i sit arbejde, fortæller Katrine Greis-Rosenthal.
Katrine Greis-Rosenthal er gift med skuespilleren Martin Greis-Rosenthal, som har medvirket i blandt andet “Flammen & Citronen”, “Badehotellet” og “9. april”.
Sammen har parret tre små børn, og det kræver planlægning fra uge til uge, når man rejser rundt til forskellige filmset.
– Når jeg har rigtig meget medvind, så støtter min mand, Martin, op og er den derhjemme. Når det er omvendt, så er det mig, der tager børnetjansen. Heldigvis er der også barnepiger, bedsteforældre og svigerforældre, smiler skuespillerinden.
– Vi har ikke et 8-16-job, så vi har faktisk rigtig meget tid til hinanden – måske mere, end de fleste andre har sammen. Lige nu indlæser Martin lydbøger derhjemme, og jeg har elever, som øver op til skuespillerskolernes optagelsesprøver, så vi holder frokostpauser sammen og kan gå ned at bade eller en tur i skoven.
– Selv om vi har et pakket liv, har vi indimellem også nogle fantastiske åndehuller og kan tilrettelægge det og arbejde hjemmefra. Det er dejligt og meget privilegeret, siger Katrine Greis-Rosenthal.
Til januar kan skuespillerinden ses i Thomas Vinterbergs engelsksprogede historiske ubådsdrama “Kursk”.
På den stjernespækkede rolleliste står 89-årige Max von Sydow, den oscarvindende stjerneskuespiller Colin Firth og Bond-baben Léa Seydoux side om side med danske navne som Lars Brygmann, Bjarne Henriksen, Zlatko Buric og Magnus Millang.
I starten af september var Katrine Greis-Rosenthal og gemalen til Toronto International Film Festival i den canadiske millionby, hvor den var udtaget, for at være med til at promovere filmen.
– Danskerne er i høj kurs i udlandet. Det er dejligt, men jeg kommer ikke til at tage til Hollywood og lave noget. Det kunne være sjovt at prøve på et tidspunkt, men det bliver ikke nu, og det bliver heller ikke om fem år. Børnene er simpelthen for små, siger Katrine Greis-Rosenthal.
– Når man har tre små børn, kan man ikke fise af sted til Hollywood, i hvert fald ikke hvis man vil have familie, som jeg gerne vil have familie. Børn og familie er nummer et.
“Sygeplejeskolen” kan ses på TV2 Charlie og TV2 Play søndag klokken 21.00.
I de bærende roller ses blandt andre Jens Jørn Spottag, Anette Støvelbæk, Morten Hee Andersen, Benedikte Hansen, Molly Egelind og Asta August.