Dansk stjerne sælger udsigtsvilla

Håndboldspilleren Bo Spellerberg sælger sin luksuriøse villa i Kolding.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bo Spellerberg sælger udsigtsvilla i Kolding.

Det skriver Boliga Kendte.

Er du til udsigt? Er du til plads? Er du til istandsat?

Så vil håndboldstjernen Bo Spellerbergs luksuriøse Kolding-villa i Søgade nok få dig til at juble “mål”.

Ikke kun bølgeskvulp

For udsigten er ikke kun til bølgeskvulpet i slotssøen: på den anden side af vandet troner Koldinghus.

Og da det tidligere kongeslot ikke længere skal være udsigten for håndboldkongen, er der mulighed for, at en ny beboer kan vågne op og betragte de historiske mure.

Bo Spellerberg har nemlig sat den 7-værelses udsigtsvilla på den anden side af vandet til salg for 6.995.000 kr.

KIF Kolding København-spilleren er rykket til klubnavnets sidstnævnte by, og således er der åbent for, at en ny ejer fremover vil kunne indrette de 222 kvadratmeter plus kælder.

På den megen plads finder man blandt andet et køkken-alrum, stuer og en del værelser.

Alt istandsat med det, som mægleren bag udbuddet, Home Kolding – Adelgade, beskriver som “kvalitetsmaterialer hele vejen igennem”.

Medaljer og træterrasser

Kvaliteten går også igen i placeringen af matriklen.

Grunden går hele vejen ned til søen, men foretrækker man at blive nær murstensmurene istedet for at dyppe tæerne, er der også en træterrasse til huset.

Bo Spellerbergs evner på håndboldbanen har sammen med medspillerne på både klubniveau og for landsholdet sikret ham flere medaljer.

Med nummer otte på trøjen har han de senere år spillet for KIF Kolding København.

Han er desuden blevet udnævnt til årets spiller to gange.

Powered by Labrador CMS