Dansk kulturhistorie destrueret i stormen
Charlottenlund Travbane vågnede op til noget af et chok, da taget manglede på den ikoniske gamle tribune.
På travbanen i Charlottenlund nord for København har der gennem årene været det ene store travløb efter det andet, men onsdag fløj taget af den ene af de to gamle tribuner som følge af det voldsomme blæsevejr fra stormen Alfrida, som DMI har døbt den.
Og selvom det er populært at få lavet ovenlys vinduer i disse år, så var dette bestemt ikke planlagt.
– Det er den gamle tribune, hvor der er et stykke tag, der er faldet af. Og det har revet bærende bjælker med sig. Så det er et ret stort hul, som det har efterladt, siger Felicia Daniél til Newsbreak.dk. Hun står til dagligt for PR, events og presse hos travbanen.
Charlottenlund Travbane er fra 1891 og den er dermed regnet for at være Nordens ældste travbane. Banen blev i sin tid etableret af Det Danske Travselskab – og selvsamme firma ejer stadig banen. Den tribune, der mistede taget er en af de ældste på travbaneanlægget.
– De er ikke brug, så det har ikke den store indvirkning, men vi har mange, der kommer og lufter hund, men vi har bedt dem om at respektere afspærringen, siger Felicia Daniél.
Hun oplyser samtidig, at skaden er sket ud mod vejen, så der vil ikke være nogen indvirkning på eventuel løbsafholdelse. Derudover er der ingen personskader.
Charlottenlund Travbane er en ikonisk travbane – og afholder årligt det danske trav derby.