Dansk babyboom: Disse celebre børn blev født i år
Sofie Linde blev mor for første gang, og Gitte Nielsen for femte gang. Læs om årets øvrige kendisfødsler her.
Der har været babyboom hos cremen af danske kendisser i år.
Du kan se nogle af de stolte forældre i galleriet over artiklen.
Kendis-par forældre for første gang
Blandt dem er det celebre værtspar Sofie Linde og Joakim Ingversen, som snart kan fejre deres datters allerførste fødselsdag.
Den 29-årige X Factor-værtinde og den 31-årige tv-vært blev nemlig forældre til lille Trine – eller Trille, som parret ynder at kalde datteren – i februar.
Også den kommende X-Factor-dommerdebutant Ankerstjerne er blevet forælder for første gang i år. I oktober afslørede den 34-årige producer, at han og kæresten Lisa havde fået en lille pige.
Endnu en datter
En datter blev det også for skuespillerinden Birgitte Hjort Sørensen, som i september afslørede på Instagram, at hun var blevet mor for første gang.
Over for Billed-Bladet har den 36-årige skuespillerinde for nylig fortalt, at hende og kæresten Kristian Ladegaard Pedersens datter har fået navnet Karoline.
To andre danske skuespillerinder er også blevet mødre for første gang i år.
Endelig…
Efter mange års forsøg fik Rita-stjernen Mille Dinesen nemlig en lille mirakelbaby i august. På Instagram afslørede den 44-årige skuespillerinde efterfølgende, at den lille purk skulle hedde Eddie.
En måned senere – i september – blev Cecilie Stenspil mor for første gang, da hun fødte sit og kollegaen Troels Lybys fælles barn.
– Så kom storken med den sødeste lille babydreng, skrev den 39-årige skuespillerinde på Instagram.
Flere skuespiller-børn
I februar blev Cecilie Stenspils to kolleger fra seersuccesen “Badehotellet” også forældre.
Skuespillerparret Neel Rønholt og Jens Sætter-Lassen fik nemlig endnu en datter, da lille Franka kom til verden. Den 34-årige skuespillerinde og den 32-årige skuespiller har i forvejen Ellen på fire år.
– Velkommen til verden, lillesøster, skrev Neel Rønholt efterfølgende på Instagram.
Petra Nagel blev mor for første gang i foråret, og den 34-årige tv-værtinde dokumenterede graviditeten – og fødslen – i programmet “Petra får en baby”.
En anden kendt tv-værtinde blev mor i 2018. Lisbeth Østergaard fik nemlig endnu en søn, Carlo, med sin mand, Ralf Østergaard Christensen. Parret har i forvejen treårige Viggo.
– Fire kilo ren kærlighed. Det var en vild oplevelse, men på alle måder helt perfekt, skrev den 38-årige tv-vært efterfølgende.
En Viggo blev det også til for Aftenshowet-værten Mette Bluhme Rieck. Hun fik sit første fælles barn med kæresten Kasper Nielsen.
Der var også familieforøgelse hos den fremadstormende skuespiller Johannes Lassen i 2018.
Den 39-årige prisvindende Gidseltagningen-stjerne blev nemlig far for første gang i august, da sønnen Leo kom til verden – en måned før termin.
Første gang var det bestemt ikke, da Gitte Nielsen blev mor i juni.
Den nu 55-årige Frækkere end politiet tillader-skuespillerinde, som tidligere har været gift med Sylvester Stallone, blev nemlig mor for femte gang, da datteren Frida kom til verden.
– Vores dyrebare lille Frida, skrev hun efterfølgende.
Det er Gitte Nielsens første fælles barn med ægtemanden Mattia Dessi.
Se barselsbillederne her: