Coronavirus driller Oscar-uddeling

Oscar-showet i 2021 finder sted i april i stedet for februar, fordi coronakrisen har påvirket filmbranchen.

Uddelingen af de eftertragtede oscarstatuetter kommer til at ske 25. april i stedet for i februar. Oscar-showet skulle oprindeligt have fundet sted 28. februar. (Arkivfoto). – Foto: Shannon Stapleton/Reuters
Udgivet Opdateret

Filmstjernerne må væbne sig med tålmodighed for at finde ud af, om de har været dygtige nok til at modtage en Oscar.

Næste års oscaruddeling er blevet udskudt med to måneder på grund af coronasituationen. Det oplyser arrangørerne i en erklæring, skriver Reuters.

Artiklen fortsætter under videoen

Uddelingen af de eftertragtede statuetter kommer til at ske 25. april 2021 i stedet for i februar. Showet skulle oprindeligt have fundet sted 28. februar.

Coronapandemien har lukket biografer over hele verden, ligesom at mange filmproduktioner er gået i stå.

Derfor er datoen for, hvornår film skal være udgivet for at komme i betragtning til en Oscar, også blevet rykket, skriver AFP.

Datoen er rykket fra 31. december 2020 til 28. februar 2021.

Det betyder, at film, der har en premieredato mellem 1. januar 2020 og 28. februar 2021, kan komme i betragtning til en statuette.

– Vores håb med at forlænge perioden og flytte afholdelsen er at skabe fleksibiliteten, filmproducenterne har brug for for at kunne færdiggøre og udgive deres film uden at blive straffet for noget, der er uden for alles kontrol, lyder det i erklæringen ifølge Reuters.

Nummer 93

Næste års oscaruddeling er den 93. af slagsen, efter at den første blev holdt i 1929.

Showet afholdes i Dolby Theatre i Hollywood, hvor der uddeles priser i 24 kategorier, der spænder fra Bedste Instruktør til Bedste Makeup.

I 2020 vandt den sydkoreanske film “Parasite” som den første ikke-engelsksprogede film prisen for Bedste Film.

Ikke mindre end fire Oscars blev det til for filmen, der er instrueret af Bong Joon-ho.

Der er dog fortsat et stykke vej op til de tre film, der deler føringen i at have modtaget flest statuetter.

“Ben-Hur” (1959), “Titantic” (1997) og “Ringenes Herre: Eventyret om Ringen” (2001) har alle modtaget 11 Oscars.

Powered by Labrador CMS