Casper Christensen lægger kortene på bordet

Efter den danske komiker er rundet 50 år og har fået små børn igen, har han taget flere store beslutninger.

Udgivet Opdateret

Han har spillet med i Hollywood-filmen “The Hustle”, skrevet amerikanske filmmanuskripter og flyttede i 2012 til Los Angeles i en måned, efter et amerikansk selskab havde købte rettighederne til “Klovn – The Movie”.

Casper Christensen har arbejdet i USA ad flere omgange, og han har ofte flirtet med tanken om at satse hele butikken og flytte over på den anden side af Atlanten for at skabe en karriere.

Men de seneste to år har noget ændret sig.

Familien i højsædet

Efter den danske komiker i 2017 blev far til sønnen Cooper, som han har med hustruen Isabel Christensen, tog han sit liv op til revision, og han har nu erkendt, at hans fremtid – både privat og arbejdsmæssigt – ligger i Danmark.

– Efter jeg fik Cooper, har jeg brugt noget tid på at værdisætte mit indre en lille smule anderledes og finde ud af, hvad jeg egentlig vil bruge resten af livet på. Hvad er vigtigt for mig?

– I den proces kom det at flyve til USA ti gange om året for at sidde i et filmstudie langt ned på listen, mens det at kunne hygge mig med min familie kom højere op.

– Jeg føler, jeg har fået udlevet mine drømme i USA for nogle år siden, og det var en livsambition, der blev opfyldt, men jeg har fundet ud af, at det ikke er der, jeg skal være. Det er et hårdt liv at arbejde i USA, og det ville kræve, at jeg flyttede derover og sagde farvel til min familie, og det er jeg ikke interesseret i, siger han.

Barn nummer to med Isabel

Den 22. august fik Casper Christensen endnu en søn med hustruen Isabel Christensen. Drengen har fået navnet Jagger.

Den danske komiker har stadig filmprojekter i gang i USA, men han er begyndt at tænke over, hvad det store Hollywood-eventyr reelt kan give ham, og han er ikke overbevist om, at svaret er det, han leder efter.

– Jeg har tænkt meget over, hvad jeg gør det for. Hvis man tager til USA for pengene, er det et hårdt liv, for selv om du er rigtig god og mødes med de rigtige mennesker, er det svært at tjene mange penge. Man kommer ikke til at blive rig med et fingerknips.

– Så kan man tage til USA for at lave vildere og dyrere produktioner, men det er jeg ret ligeglad med. Jeg interesserer mig kun for, hvad mennesker siger til hinanden i en film, og ikke om de skyder hinanden eller flyver i helikoptere, siger han.

Sjovere i Danmark

Casper Christensens formål med at arbejde i USA har været at undersøge, om han kunne blive en bedre og mere kreativ komiker og manuskriptforfatter ved at arbejde med amerikanske filmfolk, som er dygtigere end ham selv.

Men heller ikke på den front, synes han, der er så meget at hente.

– I USA står der 2-300 personer i kø lige bag dig, som allesammen vil have dit job, så derfor skal du ikke begynde at komme med skæve idéer. Det kan jeg få lov til herhjemme. Jeg føler, jeg har større kreativ frihed i Danmark, og derfor synes jeg, det er sjovere at arbejde herhjemme, siger han.

“The Final”

Casper Christensen er for tiden i gang med optagelserne til den tredje og sidste Klovn-film, “Klovn The Final”. Derudover er han aktuel i Viaplay-serien “Undskyld, Norge” og har også takket ja til at lave en podcastserie for streamingtjenesten Podimo.

– Jeg er stadig meget ambitiøs i mit arbejde. Jeg tror bare, jeg har misforstået, hvor ambitionen skulle ligge. Tidligere troede jeg, at jeg skulle se, hvor langt jeg kunne komme udadtil, men i virkeligheden handler det om, hvor langt jeg kan komme indadtil (i Danmark, red.).

– Så nu er mine ambitioner skruet endnu mere i vejret, for jeg vil gerne opfinde og skrive noget nyt, hvor jeg i USA bare lavede lidt det samme, som jeg har gjort hele tiden – bare i en større skala, siger han.

Mediterende veganer

Beslutningen om at blive i Danmark er ikke den eneste store beslutning, Casper Christensen har taget de seneste år.

Han er blevet veganer og er begyndt at meditere dagligt, og sammen med hustruen Isabel Christensen og sine to mindste sønner er han flyttet ud af millionvillaen på Frederiksberg til et mindre hus i strandkanten i nordsjællandske Ålsgårde.

En streg i sandet

Han kan mærke, at det at fylde 50 år også har fået ham til at tænke over, hvordan resten af livet skal se ud.

– Når man fylder 50, bliver der slået en streg i sandet. Alle de breve, jeg modtager fra staten eller kommunen nu, handler om seniorliv eller forskellige test, jeg skal tage. Man ryger i en anden kategori, selv om man måske ikke selv føler, man hører til der.

– Derfor kommer man også helt naturligt til at tænke over de kommende år, og jeg kan jo godt regne. Jeg er 51 år nu, så når min yngste søn flytter hjemmefra, er jeg nok 70. Arbejder jeg stadig, når jeg er 70? Måske?

– Jeg må i hvert fald sørge for, at der er penge nok til ham. Det er den slags tanker, man får. Men det er kun sundt. Jeg er lykkelig for det, for jeg har aldrig været et bedre sted i mit liv, siger han.

Powered by Labrador CMS