Bryder tavsheden efter stor tragedie

Cristiano Ronaldo sender en dybfølt tak for støtten til sine fans

Udgivet Opdateret

Cristiano Ronaldo og hans kæreste Georgina Rodriguez er i stor sorg, efter de mistede deres nyfødte søn under fødslen af parrets tvillinger.

Men i denne ufattelig hårde tid varmer den massive støtte, som Ronaldo har modtaget fra sine trofaste fans og generelt hele fodboldverdenen. 

Og nu sender fodboldstjernen en dybfølt tak på Instagram.

"Én verden... én sport... én global familie. Tak, Anfield," skriver Cristiano Ronaldo i et opslag efter tirsdagens kamp mellem ærkerivalerne Liverpool og Manchester United.

Han fortsætter:

"Min familie og jeg vil aldrig glemme dette øjeblik af respekt og medfølelse."

Datteren giver dem styrke

Mandag delte Cristiano Ronaldo den tragiske besked om tabet af sønnen med omverdenen. 

"Det er med dybeste sorg, at vi må annoncere, at vores lille dreng er gået bort. Det er den værste sorg, man som forældre kan føle," skrev han i en meddelelse på Instagram. 

Parrets lille datter - sønnens tvillingesøster - overlevede fødslen. 

"Kun fødslen af vores pige giver os styrke til at gennemleve dette øjeblik med håb og glæde," lød det videre.

"Vi vil altid elske dig"

Cristiano Ronaldo og kæresten er knuste over tabet.

"Vores babydreng, du er vores engel. Vi vil altid elske dig," skrev han afslutningsvis i meddelelsen.

Ronaldo var ikke med i kampen mod Liverpool, men han deltager ifølge engelske medier allerede i træningen hos Manchester United.

Cristiano Ronaldo takker sine fans for den massive støtte efter tabet af sønnen.
Cristiano Ronaldo takker sine fans for den massive støtte efter tabet af sønnen.

Cristiano Ronaldo

Navn: Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro.

Født: 5. februar 1985.

Nationalitet: Portugiser.

Højde: 187 centimeter.

Vægt: 83 kilo.

Kilde: Transfermarkt.com
Powered by Labrador CMS