Blomsterbergs opskrift: Snotten i måtten

Den kendte konditor tager hjertet med på arbejde, uanset om hun er iblandt amatører eller professionelle.

Udgivet Opdateret

Hun faldt øjeblikkeligt i sukkerskålen, da hun i ottende klasse var i erhvervspraktik i et bageri, og siden da har Mette Blomsterberg gjort søde sager til sin levevej.

Men der er ikke meget sukkersødt over vejen dertil. Det har været benhårdt arbejde med arbejdstider, hvor hun snørede forklædet på, mens de fleste andre lagde sig til at sove under dynen.

Men den hjertekære passion for at skabe søde sager har drevet Mette Blomsterberg, og siden 2010 har hun delt ud af den på tv – søndag aften kan den 48-årige iværksætter og konditor således ses i anden sæson af “Sukkertoppen”.

– Der er store forventninger til en professionel. I vores daglige virke handler det rigtig meget om at gøre andre mennesker glade.

– Det er følelser, vi lever af at lave – sådan tror jeg, det er for alle fagfolk, der har hjertet med på arbejde, siger Mette Blomsterberg.

Ingen tvivl

Mens mange andre i skolen ikke anede, hvad de skulle være, når de blev store, stod det klart for den kendte konditor allerede i slutningen af skoleårene.

– Jeg har været virkelig heldig at finde min lille hylde så tidligt i livet. Det tændte simpelthen noget i mig. Det handlede ikke bare om fascinationen for håndværket – det var meget mere end det.

– Det handlede simpelthen også om stemningen, jargonen, det med at skulle flytte sine hænder hurtigt og være effektiv.

Den indstilling fik hun allerede fra barnsben.

– Jeg har altid været en drengepige. Jeg er lillesøster, har tre storebrødre og er opvokset i en familie, hvor min mor og far var selvstændige, så der var ikke så meget pjat og ballade.

– Der var det bare snotten i måtten og gøre sig umage, fordi man skulle stå til ansvar for de ting, man lavede, forklarer Mette Blomsterberg.

Udlært i ’90

I 1990 blev hun udlært konditor fra drømmelærepladsen Kransekagehuset i København, og fem år efter slog hun dørene op til sin første egen butik.

– Det var nærmest bare mig selv og min mor, der hjalp mig lidt, og så handlede min mand, Henrik, lidt ind i Inco for mig. Jeg arbejdede konstant, men det var vilkårene – ellers kan du ikke leve af det, når du er nyåbnet.

– Man er nødt til at være af en lidt speciel støbning, og du er nødt til ikke at være pjevset. Nogle gange er det nødvendigt til at tage natten til hjælp eller stå tidligere op – men jeg har det sådan, at man kan det meste, man vil, siger Mette Blomsterberg.

I maj fejrede hun og gemalen porcelænsbryllup efter 20 år sammen som mand og kone.

Sammen har parret Laura, som lige er blevet student, og Maja, der netop har afsluttet niende klasse på efterskole.

Begge døtre har været med mor i køkkenet på tv, mens manden arbejder i Mette Blomsterbergs firma.

Køkkenet er hjertets rum

For familien er køkkenet hjertets rum, både privat og professionelt.

– Når man er selvstændig, kan man selv bestemme. Men når det så er sagt, så lyder det enormt rosenrødt, siger hun og fortsætter:

– Jeg har et godt kompagniskab med en mand, som også ved, hvad vilkårene er, og så løser man det – nogle gange ad helvedes til, men det er gået alligevel, siger Mette Blomsterberg med et grin.

Siden 2010 har hun også delt sin passion på tv og er nået vidt og bredt ud i programmer som “Det søde liv”, “Kongerigets kager”, “Den store bagedyst”, “Price & Blomsterberg” og senest “Sukkertoppen”.

– Jeg holder meget af, at mine budskaber når ud og kan bruges til noget af danskerne. Nu er jeg blevet så gammel, at jeg godt kan sætte ord på det: Det fylder mig simpelthen op.

Også på tv bliver hun rørt, stadigvæk.

– Det er klart, at når man har dommerkasketten på eller for den sags skyld er vært, så er man jo på arbejde, men jeg er også et menneske, der er enormt observant på andres følelser.

– Som menneske er jeg den første, der begynder at tude, både når jeg er glad, og når jeg er ked af det. Jeg er bare et ærligt menneske – længere er den ikke, siger Mette Blomsterberg.

Ud med dysten, ind med toppen

Efter fem sæsoner som dommer i “Den store bagedyst”, sprang hun sidste år ud som vært i “Sukkertoppen”.

Selv om hun ikke længere står blandt amatørbagere, kan de professionelle konditorer også sagtens røre den rutinerede vært.

– Selv om det bare er en konkurrence, hvor det er æren, der er på spil, er det såmænd også alvorligt nok. Det er så fantastisk for mig som fagmand at stå med andre nørder – og det mener jeg noget så sødt – som har viet deres liv, præcis som jeg i øvrigt selv har, og det er nok derfor, det rører mig så dybt.

– Når man selv er professionel og stolt af sit fag, så er det sukker på sjælen. Jeg kender jo vejen hertil, og det er kun én vej, og det er på cykel med hårdtpumpede dæk og så bare derudaf, indimellem også i modvind, siger Mette Blomsterberg.

Anden sæson af “Sukkertoppen” havde premiere på TV2 søndag 8. juli klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS